U17: Sæsonens bedste kamp

11.11.2013 13:45

Det var et skades- og sygdomsramt U17-mandskab fra Brøndby IF, som lørdag eftermiddag spillede 1-1 på hjemmebane mod ligaens mest scorende hold, AaB.

U17-cheftræner John Ranum måtte således se bort fra målmand Jacob Pryts Larsen, forsvarerne Joel Kabongo og Simon Nielsen, midtbanespiller Tobias Noer samt angriberne Frederik Simson og Oliver Carrara.

- Dette har gjort, at vi har måttet ryste posen lidt for at finde vores idealopstilling. Vi har prøvet en del forskellige spillere på forskellige positioner og derfor indimellem manglet lidt rytme i spillet. Vi er dog tålmodige og fortrøstningsfulde, for spillerne arbejder jernhårdt i dagligdagen og udviser en fantastisk tro på tingene - og ikke mindst en fantastisk moral, fortæller U17-cheftræner John Ranum.

I lørdagens opgør mod AaB gav det hårde arbejde spillemæssig bonus for Brøndby-talenterne, som leverede en flot indsats.

Spillede sæsonens bedste kamp

Det blågule U17-mandskab havde således et godt greb om kampen, hvor især Nikolai Laursen var i strålende spillehumør. Det var også den 15-årige offensivspiller, der bragte Brøndby IF foran kort før tid på fornemt forarbejde af Amend Aslani. I dommerens overtid fik AaB imidlertid udlignet til slutresultatet 1-1.

- Vi spillede sæsonens bedste kamp mod et meget stærkt AaB-mandskab, siger U17-cheftræner John Ranum og tilføjer:

- Vi var meget agressive i presspillet og ligeledes dygtige på bolden. Det var en bundsolid holdpræstation hvor Nikolai Laursen dog overstrålede alle med en helt fantastisk præstation. Han var en stor iscenesætter af sine medspillere og selv en stor trussel foran AaB's mål. Spillerne havde virkelig fortjent alle tre point, og vi er stolte af dem. Der er virkelig noget at bygge videre på.

Brøndby IF - AaB 1-1 (0-0)
1-0 Nikolai Laursen (75. min.)
1-1 AaB (81. min)

Udskiftninger:
31. min.: Jonas Christoffersen ud - Kasper Gydesen ind
50. min.: Gregers Arndal-Lauritzen ud - Armend Aslani
68. min.: Rasmus Grosen ud - Marco Sander Petersen ind

NL

Nikolai Laursen scorede det blågule mål i 1-1-opgøret mod AaB. Foto: Arnason.dk.