
Thomas Frank har afsøgt nye angrebsmuligheder
23.11.2013 16:22
Pladsen som spidsangriber i Brøndby IF's startopstilling har været delt mellem Simon Makienok og Kenneth Zohore i denne sæson. I morgen mod FC Midtjylland må cheftræner Thomas Frank imidlertid finde en helt tredje løsning.
Makienok er stadig på vej tilbage fra en skade, mens Zohore må sidde over på grund af karantæne. Den blågule cheftræner har derfor praktiseret flere alternativer på træningsbanen i løbet af ugen.
Flere offensive muligheder
- Der er ingen tvivl om, at vi er handicappede af at skulle undvære vores mest benyttede spidsangribere, men vi er stærke som trup og som hold. Vi tror på, at andre kan løfte opgaven i fraværet af Kenneth og Simon, lyder det fra Thomas Frank efter lørdagens træning.
- Quincy (Antipas, red.) har spillet pladsen før - både her i klubben og tidligere i sin karriere - og vi har ligeledes andre alternativer, der kan give os en anden taktisk dimension som såkaldt "falsk 9'er". Vi har selvfølgelig arbejdet med forskellige muligheder i løbet af ugen, så vi er godt forberedte på situationen, tilføjer Brøndby-cheftræneren.
Thomas Frank har arbejdet med flere forskellige offensive løsninger i løbet af ugen, da de blågule må undvære både Simon Makienok og Kenneth Zohore. Foto: Arnason.dk.