Skadesupdate

26.11.2013 11:46

Den vigtige sejr søndag aften over Superligaens førerhold FC Midtjylland var desværre ikke lutter fryd og gammen.

Både Martin Albrechtsen og Mikkel Thygesen blev skadet undervejs i opgøret. Værst gik det ud over anfører Thygesen, der rev sin ene akillessene over og er ude i minimum et halvt år. Her kan du læse en status på de skadede spillere i Brøndby IF per 26. november.

Oversigt over de skadede spillere

Mikkel Thygesen: En overrevet akillessene koster anføreren minimum et halvt års genoptræning. Thyge blev opereret mandag og skal have gipsskinne på i tre uger, før han så småt kan starte på genoptræningen.

Michael Almebäck: "Alme" måtte melde fra kort før kampen mod FC Midtjylland med en mindre lægskade, men er allerede tilbage i træning.

Christian Nørgaard: Midtbanetalentet genoptræner den forstuvede ankel. Er ikke langt fra at træne med holdet.

Simon Makienok: Træner med holdet, men træningen doseres fortsat individuelt for den store angriber. Tvivlsom til søndagens Derby.

Martin Albrechtsen: Fik en forstrækning i baglåret i kampen mod FC Midtjylland. Er stærkt tvivlsom til Derbyet på søndag.

Daniel Stenderup: Kan lave flere og flere øvelser oven på skinnebensbruddet, men træner endnu ikke med holdet.

Thomas Kahlenberg, Martin Ørnskov og Quincy Antipas, der tidligere har været ude med skader, er alle fit igen og skal "bare" bygge på formen.

MT

Mikkel Thygesen landede uheldigt ned efter en hovedstødsduel med Morten Duncan Rasmussen i søndagens sejr over FC Midtjylland og rev i landingen sin ene akillessene over.