
Ros til 15-årigt Brøndby-talent efter første Superligatræning
14.11.2013 12:07
Onsdag den 13. november 2013 gik en drengedrøm i opfyldelse på Vestegnen.
15-årige Nikolai Laursen fra Brøndby IF's U17-mandskab deltog for første gang i et træningspas med den blågule Superligatrup.
Gik hurtigere på alle parametre
- Det var en drengedrøm om at træne med Superligaholdet, der gik i opfyldelse, fortæller Nikolai Laursen i et videointerview på Brøndby IF's YouTube-kanal.
- Det gik hurtigere på alle parametre. Man skal orientere sig mere, spille hurtigere, have få berøringer. Jeg tror, at Thomas (Frank, red.) synes, at det gik godt. Det var i hvert fald en lærerig omgang for mig, siger den unge kantspiller.
- Spillerne tog rigtig godt imod mig. De snakkede med mig og hjalp mig på plads, hvis jeg ikke lige stod rigtigt. De var super imødekommende.
Superligacheftræner Thomas Frank holder skarpt øje med U-holdenes kampe, og Nikolai Laursen er blevet inviteret til at træne med Superligatruppen både onsdag og torsdag i denne uge.
Den unge kantspiller fik en god start på udfoldelserne i selskab med klubbens allerbedste spillere, fortæller Thomas Frank.
- Det gik over al forventning. Han faldt fint ind i tingene og var selvfølgelig lidt nervøs, men det var tilpas. Han kunne absolut være med. Han laver også et par gode mål og arbejder hårdt, så det var positivt, lyder det fra cheftræneren.
Anfører Mikkel Thygesen har ligeledes ros til Nikolai Laursen efter den unge kantspillers første Superligatræning.
- Jeg var ikke klar over, hvor ung han egentlig er. Det var først efter træningen, jeg fik at vide, at han er 15 år. Så fik jeg et chok, for jeg synes faktisk, at han fulgte rigtig pænt med til træningen. Selvfølgelig er der lidt med fysikken, men det skal nok komme. Teknisk og taktisk var han godt med, så det var jeg utrolig imponeret over.
Du kan se videoindslaget om Nikolai Laursens første træning med Superligatruppen på Brøndby IF's YouTube-kanal. Du kommer direkte til videoen ved at klikke her.