
Reserveligaen blev lukket med 2-1-sejr i Farum
27.11.2013 12:33
Brøndby IF sluttede efteråret godt af i Reserveligaen. Tirsdag eftermiddag blev det således til en 2-1-sejr på udebane mod FC Nordsjælland.
Kristian Andersen stjal billedet med to scoringer. Allerede kort efter startfløjtet sparkede den 19-årige midtbanespiller bolden i kassen direkte på frispark, og i anden halvleg scorede han efter et flot dybdeløb.
Spillede med omtanke
- Jeg fik øjenkontakt med Mads (Nielsen, red.), og så lagde han den i dybden til mig. Deres bagkæde stod højt, så der var plads til et dybt løb, og så lagde jeg den heldigvis ind. Det var dejligt, fortæller den dobbelte målscorer.
- I første halvleg var det meget lige. Vi gav desværre et par omstillingsmuligheder væk, men efter pausen dominerede vi. Vi spillede den godt rundt og fik også sat nogle dybe løb ind. Scoringen til 2-1 så ud til at tage pusten ud af dem, og så holdt vi fast i bolden. I det hele taget spillede vi med omtanke, tilføjer Kristian Andersen.
Også assistenttræner Claus Nørgaard var godt tilfreds med både sejr og indsats.
- Vi ramte den spillemæssige plan, og mange af de ting, vi har arbejdet med på træningsbanen, blev overført til kamp. Det er altid dejligt at vinde, men det er også dejligt at se en udvikling rent spillemæssigt, siger Claus Nørgaard, som ikke kun fremhæver den blågule målscorer, Kristian Andersen.
- Kristian laver to mål og er selvfølgelig i øjnefaldende, men Franck Semou ramte også et flot niveau på den centrale midtbane. Han fik vist, at han er ved at være tilbage, og det var godt at se, lyder det fra assistenttræneren.
Du kan se highlights fra sejren i Farum hos kanalsport.dk - du kommer direkte til videoen ved at klikke her.
Oversigten over alle efterårets Reserveligakampe findes her.
Stillingen kan du se ved at klikke her.
Kristian Andersen scorede begge mål i Reserveligasejren på 2-1 over FC Nordsjælland. Foto: Arnason.dk.