Ny tøjlinje i shoppen: Et symbol på sammenholdet

22.11.2013 11:53

Sammenhold og fællesskab. Det er omdrejningspunktet for den nye, casual tøjlinje, som Brøndby IF nu kan præsentere. I første omgang vil der komme en T-shirt og to caps med det nye design - i begrænset antal!

Konceptet er bygget op omkring begrebet "treenighed", og designet skal vise det sammenhold og fællesskab, som er så unikt for Brøndby IF. Det er således et symbol på, hvordan klubben, spillerne og fansene er tre sider af samme sag, nemlig fællesskabet Brøndby IF.

Derfor har trekantsformen fået en central plads i designet. Inspirationen kommer blandt andet fra treenighedslæren om Faderen, Sønnen og Helligånden samt afbildningen af Gud som 'det altseende øje' i midten af en trekant. Derudover bliver sammenhængen mellem T-shirt og cap fremhævet med "VSTGN" - en reference til klubbens placering på den københavnske VeSTeGN.

Et symbol på spillernes taknemmelighed for opbakningen

Idéen om at skabe en ny tøjlinje begyndte faktisk et helt andet sted, nemlig med et ønske fra spillerne om at sige tak for den store opbakning, de modtager fra Brøndby-fansene i både med- og modgang. Efter sidste sæsons dramatiske overlevelse begyndte flere spillere således at summe og komme med idéer til udviklingen af en ny, casual tøjlinje.

I første omgang var der fokus på at lave en moderigtig T-shirt, som symboliserer dette sammenhold. Under designprocessen opstod idéen om at tage udgangspunkt i "treenighed" og dermed også trække linjer til den trekant, som Quincy Antipas og Simon Makienok ofte har formet med hænderne under fejringen af en scoring i Brøndby-trøjen. Designopgaven blev herefter lagt i hænderne på Simon Makienoks bror, Chris Makienok, som har fået forenet de forskellige input fra klub og spillere.

Den nye tøjlinje bliver solgt gennem brondbyshoppen.dk og i Brøndby Shoppen på Brøndby Stadion. T-shirten kan blive din for kr. 249,-, mens cap-prisen er kr. 275,-.

Det er planen, at T-shirten og de to caps på et senere tidspunkt vil blive suppleret med yderligere produkter.

Billeder af den nye T-shirt og de nye caps

VSTGN

VSTGN

VSTGN

VSTGN

SMQA