Ny Brøndby-bog: Læs Eggen-kapitel her

13.11.2013 09:17

Tirsdag udkom Brøndby-bogen "Brøndby IF 1964-2014 - 50 fortællinger fra 50 profiler", og onsdag fra kl. 15-19 kan du deltage i en reception for bogen i foyeren på Brøndby Stadion.

Nedenfor bringer vi i samarbejde med bogens forfatter, Esben Thoby, et fuldt kapitel fra bogen.

Bogen kan købes i Brøndby Shoppen her for 249 kroner.

21. kapitel: "Dumt af Liverpool at dække zone"

I Superligaen var Dan Eggen vant til at blive mandsopdækket på hjørnespark. Det blev han ikke mod mægtige Liverpool, og det straffede nordmanden, der i detaljer husker sin 1-0-scoring. En scoring, som blev den eneste i de to UEFA Cup-kampe og i den grad udødeliggjorde forsvarskæmpen blandt alle med et blågult hjerte.

Det står 0-0 på Anfields lystavle, da der resterer 12 minutter af kampen mellem Liverpool og Brøndby. Holder den stilling, skal de to hold i forlænget spilletid. De undertippede fra Brøndby har netop fået hjørnespark, og den snu træner, Ebbe Skovdahl, benytter spilstoppet til at skifte Ebbe Sand ud med Peter Møller. Den nytilkomne angriber stormer ind i feltet, og i det samme sparker Ole Bjur fra højre side et knaldhårdt og præcist skruet hjørnespark.

Det er dog ikke den netop indskiftede Møller, Bjur sigter efter, men i stedet den norske krøltop Dan Eggen. Ingen Liverpoolspillere har styr på den over 190 centimeter høje forsvarer, der stiger til vejrs og med et perfekt hovedstød scorer til 1-0. Statussen som evig legende på Vestegnen er sikret for Dan Eggen.
Han havde selv opsøgt muligheden for at blive professionel i Danmark, da han som 20-årig i 1990 kom ind på Københavns Universitet. Inden han tog af sted, skrev han til en række klubber i området. Det endte med tre år som amatør i Frem, inden Per Bjerregaard kontaktede ham i 1993.

- Jeg kom ind, fordi det var meningen, at Uche skulle sælges. Det blev han så ikke til at starte med, men jeg spillede alligevel en del. I 1995 dannede jeg makkerpar med Per Nielsen i midterforsvaret, og vi udviklede et godt samarbejde. Vi havde også fået nogle talentfulde ynglingespillere op i form af Kim Daugaard, Allan Ravn og Ole Puggaard. Søren Colding var kommet til klubben, ligesom Peter Møller. Det var et temmelig ungt hold, men gruppen af spillere var rigtig god og godt sammensat. Der var en god spredning aldersmæssigt, og vi var blevet godt sammenspillede, fortæller Dan Eggen om holdet, der indledte 1995/96-sæsonen med at slå litauiske Inkaras Grifas og norske Lillestrøm ud af UEFA Cuppen.

- Det var en af de største forskelle fra Frem til Brøndby. Her var Europa Cuppen ikke noget farligt eller kæmpestort. Det var et højdepunkt, men man havde opbygget en vis rutine, og man var meget optimistiske i forhold til at gå videre, når man mødte hold fra de her lande lige under de største. Når man mødte hold fra Skotland, Schweiz, ja fra alle lande undtagen de helt store, så skulle man være bedre.

I UEFA Cuppens 1/16-finaler havde Brøndby dog trukket et hold fra et af fodboldens største lande, nemlig de engelske giganter Liverpool, som fire gange tidligere havde vundet en europæisk klubturnering. På alle måder et frygtindgydende mandskab, men også muligheden for en stor oplevelse for de undertippede Brøndbyspillere.

- Det var rigtig skægt, at vi skulle møde Liverpool, og vi glædede os meget til at komme ind og spille den første kamp i Parken. Jeg kan huske, at vi var lidt nervøse i starten, men vi fik holdt dem udmærket fra chancer. De havde en enkelt stor, hvor jeg faktisk fik reddet den på målstregen. Den var gået forbi Mogens Krogh, og jeg var så bageste mand. Jeg fik ramt bolden, så den lige præcis gik over og ikke under overliggeren.

- Ellers var det en kamp uden de helt store chancer, men med stor intensitet. Jeg husker atmosfæren og nerven i Parken, og man skal også huske, at det altså var Liverpool, da de var på deres allerbedste og ikke som i dag, hvor de bliver nummer seks og syv. Det var med spillere som Ian Rush, Mark Wright og John Barnes, beretter Dan Eggen om holdet, der også rummede profiler som Phil Babb, Jamie Redknapp, Robbie Fowler og Stan Collymore.

Så Liverpool slå Manchester City med 6-0

Hjemmekampen sluttede 0-0. Dermed stod Brøndby med udmærkede kort på hånden inden returopgøret, selvom der ikke var nogen tvivl om, at Liverpool stadig var kæmpefavoritter til samlet avancement.

- Vi var ved godt mod, men mulighederne for at gå videre sammenlagt var nok alligevel blevet lidt dårligere efter 0-0, hvis vi skulle være realistiske. Vi vidste jo godt, at i Europa kan det være lidt comme ci comme ça med de store hold på udebane, men så ordner de det hjemme. Vi forventede derfor ikke noget, og vi kunne stille og roligt forberede os til kampen.

- Efter den sidste Superligakamp, vi spillede, inden vi skulle af sted til England, sad hele truppen sammen og så Liverpool mod Manchester City i fjernsynet. Liverpool vandt 6-0. Så sagde Ebbe Skovdahl: "De der City er altså ikke bedre end vores Danmarksseriehold, så det skal I ikke være nervøse for", griner Dan Eggen, som dermed vidste, hvad han gik ind til den 31. oktober 1995.

- Det var rigtig sjovt at skulle spille på Anfield. At gå ud fra omklædningsrummet og se skiltet med "You'll Never Walk Alone", når man skal ud på banen. Det er meget traditionelt og stort, men det er jo også derfor, man spiller fodbold: For at være med til den slags. Så man gik ind med dels beundring og dels en følelse af "yes, vi er her",« siger Dan Eggen, der tog sig selv i at gøre noget under kampen, som ellers er lidt af en dødssynd i professionel fodbold:

- Det er ikke et godt tegn, når man midt i en kamp har stået og kigget på tilskuerne, men jeg kunne simpelthen ikke undgå det. Det var så flot at se, og stemningen var helt fantastisk. Det kan jo gå begge veje, om man bliver nervøs, eller om man bliver sat op af det, og jeg blev i hvert fald ikke nervøs.

I dag står Liverpoolkampen som en af de absolut største i Brøndbys første 50 år, men historien kunne være gået helt anderledes, hvis ikke en slovakisk linjedommer havde været vågen i kampens indledning.

- Man vidste, at de ville komme i et sindssygt tempo, men man kan aldrig forberede sig 100 procent på det. Det går altid hurtigere, end man regner med. Det gik lynhurtigt, og allerede efter 90 sekunder spillede de den op hurtigt i venstresiden. Den røg ind til Ian Rush, der kom bag os i forsvaret og scorede.

- Der var så offside, uden vi havde kontrol over det, må jeg indrømme. Det var en dårlig start, men så blev det bedre, selvom de spillede os lidt tynde i første halvleg. De fik afsluttet mange gange. Jeg kan huske, at Steve McManaman skød meget, men det var alt sammen fra 20-25 meters afstand, fortæller Dan Eggen og fortsætter:

- I anden halvleg fik vi mere styr på dem. Hele kampen igennem gik det faktisk bedre og bedre, som den skred frem. Vi var ikke blevet straffet i starten af kampen, og det er naturligt, at vi spillede med større selvtillid, efterhånden som 0-0 holdt. Så længe de ikke scorede, var alt kanon for os, for vi behøvede kun et enkelt mål. De blev mere utilpasse, som kampen gik, og vi voksede. Vi fik flere chancer, og kort inden målet havde Kim Daugaard en rigtig stor mulighed.

Det perfekte øjeblik

Efter 78 minutter skete det utænkelige så, da Brøndby fik tildelt hjørnespark i højre side.

- Hjørnesparket var lidt specielt. Vi havde trænet det rigtig meget på holdet: Ole Bjur sparkede altid, og han skulle altid forsøge at ramme mig. Normalt blev vi mandsopdækket i Superligaen, og så gjorde vi sådan, at Per Nielsen og jeg skiftede pladser, lige inden sparket blev taget. Så hvis jeg blev markeret, løb vi tæt mod hinanden, og så stod Per i vejen for forsvarsspilleren.

- Det behøvede vi ikke mod Liverpool. De stillede op i zone, og det var ikke effektivt mod os. Jeg kunne nu løbe frit, og det er svært at vinde en duel over én, der kommer løbende i fuld fart, især når bolden bliver slået så hårdt og perfekt, som Ole slog den. Mark Wright stod stille, og jeg kunne komme ind mod ham bag fra. Jeg fik det timet bedre og fik mere kraft på end ham. Det var et perfekt øjeblik, husker Dan Eggen med lykke i stemmen.

- Det er umuligt at forklare, hvad man føler, når man ser den gå ind. Man er både tom og fuld samtidig. Det er en berusende følelse. Jeg løb ud mod Ole, og han løb hen mod mig, det var bare én stor rus. "Yes, jeg scorede foran alle de tilskuere i sådan en kamp", det er ren ekstase.

- Det er sådan en situation, hvor der ikke findes ord, der er stærke nok. Det, man troede var muligt, men som ikke var realistisk, var nu virkelighed. Hurtigt tænker man så på, hvor lang tid, der er tilbage, at de nu skal score to, og sådanne ting. Efter målet blev vi presset, og de kom da frem til flere chancer, hvor Mogens Krogh redder. Men de var allerede frustrerede ved 0-0. De fik lagt et tryk, men det var ikke, fordi de spillede godt, det var mere febrilsk. Vi begyndte så også at forsvare os febrilsk, men vi fik flere muligheder på kontra til sidst. Inderst inde troede de ikke på det, virkede det til. Da der blev fløjtet af, var det stort og uvirkeligt. Jeg husker tydeligt, at vi blev klappet fra banen af hjemmeholdets tilskuere. Det er meget stort og noget, man vel kun ser i England, siger Dan Eggen.

Alene på Anfield

Som om, at matchvinderrollen ikke var en stor nok oplevelse i sig selv, fik nordmanden en ekstra anekdote at berette om efter kampen.

- Jeg blev udtaget til dopingkontrol, og det samme gjorde Ian Rush. Vi sad sammen på et kontor på stadion og ventede. Det gælder jo om at tisse, men det kunne hverken han eller jeg. Så vi sad der og drak øl, og det blev faktisk ret hyggeligt. På et tidspunkt kunne vi høre et jubelbrøl nede fra vores omklædningsrum, men der var ikke nogen dårlig stemning fra Ian Rush, han var virkelig en klassepersonlighed med stil. Han var en dygtig prof og kunne tabe med fatning. Han fortalte, at han for nylig havde været i Norge, så der sad vi efter kampen og snakkede om Oslo, smiler Dan Eggen, som til sidst måtte konstatere, at den walisiske legende kunne levere det ønskede urin først - det kneb mere for ham selv.

- Det tog lang tid, og jeg kunne ikke. De sagde, at det ville hjælpe, hvis jeg gik lidt rundt, så jeg gik i mine badesandaler ud på et tomt Anfield. Her gik jeg ene og alene rundt midt på græsset med en øl i hånden kun oplyst af lyset fra spillertunnellen, alt andet var slukket. Der havde været så mange mennesker for en time siden, og nu var der kun mig. Det var fra rus til ro. Men stadig de samme tanker: "Jeg scorede, og vi er videre".

Den samlede sejr over Liverpool betød, at Brøndby skulle møde Roma i næste runde. Det blev ikke nogen god oplevelse for Dan Eggen.

- Det var klimaks og antiklimaks for mig. Efter en halv time af den første kamp inde i Parken mod Roma troede jeg, at jeg var blevet sparket ned bag fra. Men jeg var alene. Det var min akillessene, der var røget. Derefter var jeg ude i otte måneder. Det var ikke rart, men jeg er da glad for, at det var i den kamp og ikke omvendt, griner Dan Eggen, der i 1997 blev solgt til spansk fodbold.

Her spillede han i seks år, og han nåede blandt andet en UEFA Cup-finale med Alavés - mod Liverpool. Siden blev det til ophold i Skotland og Frankrig, men karrierens sidste år blev ødelagt af skader, som også endte med at være årsagen til karrierestoppet i 2004.

- Jeg fik styr på mine knæ, men min hofte blev værre og værre. Så for to år siden fik jeg en hofteprotese. Det betyder så, at jeg desværre ikke rigtig kan spille fodbold mere, og det savner jeg. Men jeg kan stadig cykle og stå på ski.

- Jeg har tidligere trænet et hold i den bedste norske kvinderække i tre år, og nu er jeg træner for KFUM Oslo i 2. division. Jeg er i gang med at tage UEFA's P-licens som træner, hvor jeg har ambitioner. Måske kommer jeg en dag tilbage til Brøndby, men det er nok ikke lige det første, der sker.

Dan Eggen
Født: 13. januar 1970
Kampe og mål for BIF: 155/10 fra 1993 til 1997
Landskampe/mål: 25/2 fra 1993 til 2001 for Norge
Ungdomshold: Lyn, Årvoll og Ready
Andre klubber som senior: Ready (1988-1990), Frem (1990-1993), Celta Vigo (1997-1999), Alavés (1999-2003), Glasgow Rangers (2003) og Le Mans (2003-2004)
Trænerjobs: Kolbotn (kvinder, 2009-2011) og KFUM Oslo (ynglinge, 2006-2008 samt senior, 2012-nuværende)