
Morten Duncan på vippen mod Brøndby IF
19.11.2013 09:00
Glen Riddersholm har hjemmebanefordel. Han har statistikken med sig. Og hans hold ligger nummer et i tabellen.
Det er faktorer, der taler i Riddersholm og FC Midtjyllands favør på søndag mod Brøndby IF i rundens kamp i Superligaen. De sortrøde midtjyder har ikke tabt et Superligaopgør på hjemmebane i denne sæson. Faktisk skal vi helt tilbage til den 29. april, hvor FC Midtjylland tabte 3-2 til AaB.
I den anden retning trækker et formstærkt Brøndby-hold og den kendsgerning, at FC Midtjylland har flere spillere på skades- og karantænelisten.
Bliver en fantastisk kamp
- Det er ingen hemmelighed, at vi må undvære Patrick Banggaard, Jesper Juelsgård og Petter Andersson, der alle har karantæne. Og vi regner ikke med, at Morten Duncan bliver klar, siger Glen Riddersholm til brondby.com.
- Hvis Morten Duncan er ude, kan vi bruge Frank Kristensen. Jeppe Curth kunne også være i spil. Han gjorde det jo meget godt sidst, kommer det underspillet fra FCM-træneren.
- Det bliver en fantastisk kamp mod Brøndby. Vi glæder os meget. To hold, der gerne vil underholde. Arenaen bliver sikkert udsolgt. Og jeg har jo statistikken på min side. Jeg mener, det er noget med fem eller seks sejre, tre uafgjorte og ingen nederlag i de kampe, "jeg" har spillet mod Brøndby.
Søndagens opgør begynder kl. 19:15 på MCH Arena i Herning.
Morten 'Duncan' Rasmussen jubler over en scoring mod FC Midtjylland i 2009. På søndag er han FCM-spiller, men det er usikkert, om han kan komme i kamp mod de blågule.