
Hold øje med Akharraz og Sloth
10.11.2013 13:07
Udstyret med nysgerrige blikke og notesblok var Thomas Frank og Claus Nørgaard i søndags på spiontogt i Aarhus. Anledningen til udflugten var AGF's kamp mod Viborg.
Nedenfor kan du se de vigtigste optegnelser fra Claus Nørgaard.
Store individuelle kvaliteter
- AGF er et hold med en klart defineret stil. Spillerne kender deres rolle og holder de indbyrdes aftaler. Holdet står som udgangspunkt lavt, hvilket ikke skal forveksles med, at AGF spiller defensivt.
- Vi har registreret, at AGF er et farligt hold, når de får flyttet spillet op på den sidste tredjedel, hvor en spiller som Søren Larsen altid er farlig i feltet. Så skal man være på vagt.
- AGF er et hold med store individuelle kvaliteter. Spillere som Osama Akharraz og Casper Sloth kan afgøre fodboldkampe. Det er vi forberedt på, når vi går på banen søndag.
Således AGF set gennem assistenttrænerens briller, når man koger det ned til nogle få, simple "bullets".
Claus Nørgaards efterretningsvirksomhed bragte ham for øvrigt fredag aften til Viborg for at overvære hjemmeholdets kamp mod FC Midtjylland. FCM er Brøndby IF's næste modstander i runde 16 i Superligaen.
Assistenttræner Claus Nørgaard har været på spiontogt sammen med cheftræner Thomas Frank. Foto: Arnason.dk.