Håkansson: Vi er godt på vej

12.11.2013 08:11

Flotte tilskuertal, de bedste seertal, 8 kampe uden nederlag og stille og roligt avancement i Superligatabellen. Tingene ser ud til at gå den rigtige vej for de blågule.

Det mener administrerende direktør, Tommy Håkansson, også. Han beretter om bred og massiv opbakning til projekt Brøndby IF.

Følelsesmæssigt engagement forpligter

- På alle parametre flytter vi os i den rigtige retning. Før sommeren havde vi gennem længere tid oplevet modgang og tunge tider, så derfor har det krævet hårdt arbejde fra hele organisationen at få vendt "supertankeren" rundt og begynde at sejle efter den rigtige kurs.

- Heldigvis har vi ikke skulle kæmpe alene. Det allerbedste ved de seneste måneder har været den utrolige opbakning til projektet, som vi har oplevet fra alle kanter. Fra investorer, sponsorer, fans, frivillige, ansatte og andre interessenter. Alle har rykket sammen og bidraget til, at vi nu kan se lyst på fremtiden. Blandt andet har vi de sidste to måneder fået 42 nye partnere, hvilket er rigtig flot, når man tager tidens sponsormarked i betragtning.

- Der er generelt en kæmpe interesse for Brøndby IF, hvilket vi kan se på de flotte tilskuer- og seertal i efteråret. Her ligger vi helt i top i Danmark, og det indikerer, at vi har en bred skare af fans på Vestegnen, på hele Sjælland, men så sandelig også i resten af landet. Det er der utrolig stor værdi i, og det giver muligheder, som andre klubber ikke har. Men det forpligter også, at så mange mennesker er følelsesmæssigt engageret i klubben.

- Vi vil gøre vores bedste for at forløse det store potentiale, som Brøndby IF har. Det er vores fornemste opgave at løfte klubben til nye højder i tæt samarbejde med alle, der har blågult hjerte.

- Som alle sikkert er klar over, er vi i øjeblikket i gang med en kapitaludvidelse i form af en aktieemission. Vi håber, at opbakningen til den igangværende emission vil være lige så markant og imponerende som i foråret, hvor alle stod skulder ved skulder og reddede klubben fra en truende konkurs. Nu har vi muligheden for at ruste os endnu bedre til fremtiden rent økonomisk, og det håber vi, at hele fællesskabet omkring Brøndby IF støtter op om.

RD

Riza Durmisi jubler sammen med Khalid Boulahrouz og resten af Brøndby-spillerne efter 1-0-scoringen i søndagens 3-0-sejr over AGF. Foto: Arnason.dk