Frank vs. Riddersholm

24.11.2013 10:54

Overskriften lyder barsk. Der er også træfninger og udveksling af synspunkter, når cheftrænerne for Brøndby IF og FC Midtjylland kolliderer i dagens udgave af Ekstra Bladet.

Men tonen er afslappet, og der er maksimalt tale om lidt "drilleri" mellem de to trænere.

Venskabet pakkes væk i et par timer

- Ekstra Bladet spurgte, om jeg ville svare på fem spørgsmål fra Glen. Og tilsvarende stille fem spørgsmål til ham. Den præmis ville jeg gerne "spille med" på. Det er en anderledes måde at lave en optakt til en Superliga-kamp på, og måske får læserne med det greb lidt andre vinkler på vores hverdag, forklarer Thomas Frank.

Glen Riddersholm "prikker" i sin runde til Thomas Frank med spørgsmål til Brøndby IF's talentsatsning. Riddersholms budskab er, at den kommer under pres, fordi Brøndby har fået tilført aktiemillioner, og kravet til hurtige resultater vil derfor skærpes.

Thomas Frank kvitterer ved at udfritte Glen Riddersholm om hans grænsesøgende stil på TV, hvor FCM-træneren optræder med mikrofon under kampene.

- Glen og jeg ses privat. Kernen i vores relation er fodbold. Vi kan diskutere fodbold længe - sikkert alt for længe. Jeg kan specielt godt lide ved Glen, at han er et åbent og nysgerrigt menneske. Men i aften er venskabet pakket væk i to timer - sådan har vi det begge to, siger Thomas Frank.

TF

Thomas Frank på sidelinjen under seneste møde mellem Brøndby IF og FC Midtjylland. Foto: Arnason.dk.