
Frank: Viser fysisk overskud til sidst
24.11.2013 23:44
Det var tæt. Det var intenst. Ikke lige velspillet gennem 90 minutter. Ikke desto mindre fik Brøndby IF fuld gevinst med hjem fra aftenens opgør mod Superligaens førerhold, FC Midtjylland.
Indskiftede Martin Ørnskov gjorde comeback med et matchvindermål i 1-0-sejren, og netop den stærke bænk glædede Brøndby-cheftræner Thomas Frank.
Hele holdet forsvarer rigtig godt
- Vi viser god bredde i truppen igen i dag og kan lave nogle stærke indskiftninger. Det er fantastisk at kunne sætte rutinerede spillere som Ørnskov og Kahlenberg ind i en tæt og intens kamp som denne. Frederik Holst blev tilmed smidt hastigt ind på grund af en skade til Albrechtsen og gjorde det rigtig godt. Efter pausen fik vi rettet på nogle ting, og det var rart at se, at vi lykkedes med tingene. Vi viser også noget fysisk overskud til sidst - stor cadeau til vores fysiske stab, siger Thomas Frank.
- Hele holdet forsvarer rigtig godt i øjeblikket, og det er fantastisk, at vi har kunnet spille til nul fem kampe i streg. Lukas har stor ære i vores clean sheets, men jeg må også rose holdet som helhed for at arbejde stenhårdt. Det skal hænge sammen hele vejen rundt.
Der var imidlertid ikke lutter glæde hos cheftræneren, som måtte se anfører Mikkel Thygesen forlade banen med en alvorlig skade. Formentlig en overrevet akillessene.
- Det er et kæmpe skår i glæden. Lige nu går mine tanker 100 procent til Thyge. Det er forfærdeligt for ham. Heldigvis er han en fighter.
Thomas Frank takkede de medrejsende fans for opbakningen. Foto: Arnason.dk.