
Frank: Kahlenberg er anfører i Derbyet
30.11.2013 14:39
På søndag til Derbyet mangler anfører Mikkel Thygesen, der som bekendt er ude i lang tid med en overrevet akillessene. Derudover er viceanfører Martin Albrechtsen ikke blevet spilleklar.
Det betyder, at cheftræner Thomas Frank har skulle vælge en anden spiller, der skal bære det prestigefyldte bind om overarmen til Derbyet. Det valg er faldet på tilbagevendte Thomas Kahlenberg.
"Kalle" er en naturlig leder
- "Kalle" er en naturlig leder i truppen, og fra det øjeblik han startede med at træne med os, har han været en vigtig sparringspartner for mig og en helt central del af holdet.
- Han er utrolig fodboldklog spiller, der kan tage temperaturen på en kamp og ved, hvornår der skal skrues op eller ned for tempoet. Kalle er rigtig god til at tale med holdkammeraterne på og uden for banen og til at dele ud af den viden og erfaring, han har.
- Han er meget vellidt og respekteret, og desuden brænder han for klubben og for det projekt, vi har sat i gang. Derfor er Kalle det naturlige valg som anfører på søndag, nu hvor Thygesen og Albrechtsen begge er ude med skader.
Thomas Kahlenberg har erfaring med at være anfører fra sin tid i franske AJ Auxerre, men det er første gang, han har anførerrollen i Brøndby IF.
Thomas Kahlenberg skal bære anførerbindet til Derbyet mod FCK søndag aften. Foto: Arnason.dk