
Frank: Har noget at revanchere mod FCM
24.11.2013 09:30
Superligaen er særdeles tæt, men særligt ét hold har været dygtige til at undgå nederlag. Førerholdet FC Midtjylland har blot tabt en enkelt kamp i denne sæson, og i aften er det netop de midtjyske "ulve", som Thomas Frank og co. skal krydse klinger med i Herning.
Sidste gang de to mandskaber tørnede sammen, endte det med et 5-2-nederlag til de blågule. Det er imidlertid ikke kun den målrige kamp på MCH Arena, som er årsagen til Brøndby-cheftrænerens store respekt for midtjyderne.
En stor udfordring venter
- Jeg sender al mulig ros til FC Midtjylland, som har haft en super flot sæson, og de ligger fuldt fortjent nummer et i tabellen. Holdet har været garant for stabile præstationer, siger Thomas Frank om aftenens modstander.
- De er enormt aggressive. Det gælder både med og uden bold. De mestrer at holde aggressiviteten i presspillet og duellerne. Når de har bolden, er de meget angrebshidsige med mange løb omkring boldholderen. Dertil kan man lægge, at de har været det klart dygtigste hold i ligaen til standardsituationer, hvor der er høj kvalitet i både "serv" og afslutning. Og så har jeg kun nævnt nogle af de kompetencer, som vi skal være opmærksomme på, tilføjer Brøndby-cheftræneren.
FC Midtjylland har som sagt kun tabt en enkelt gang i denne Superligasæson, og man skal helt tilbage til april for at finde det seneste nederlag på hjemmebanen i Herning.
- De har en god statistik - især på hjemmebane - og når man lægger det sammen med alt det andet, så vidner det om, at det er en stor udfordring, der venter. Vi har noget at revanchere efter 5-2-nederlaget tidligere på sæsonen, og vi er et helt andet sted nu. Vi har lagt på, og vi har udvist større stabilitet. Der er flere af vores aftaler og roller, som er kommet mere ind under huden. Det er bygget op via en god træningskultur. Vi træner godt med stor intensitet og glæde hver dag. Over tid giver det forbedringer, fortæller Thomas Frank og tilføjer:
- Så vi er klar til opgaven. Vi glæder os til udfordringen, og vi kommer med stor selvtillid efter otte kampe uden nederlag, men også kæmpe respekt for FC Midtjyllands styrker. Når det er sagt, så tror vi på, at vi kan revanchere os i forhold til sidste besøg i Herning, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få en sejr.
Cheftræner Thomas Frank har stor respekt for FC Midtjylland, men tror på de blågules muligheder i aftenens kamp i Herning. Foto: Arnason.dk.