Foldgast efter U19-point: Rigtig god holdånd

12.11.2013 15:45

Det var U19-ligaens førerhold, der kom på besøg i lørdags, da de blågule talenter skulle i aktion på kunstgræsset i Brøndby. AaB topper således tabellen, men det var Peter Foldgasts tropper, der kom hurtigt i front.

De blågule U19-spillere kørte en indøvet hjørnesparkskombination, og da kuglen havnede hos Daniel Holm, sparkede han den hårdt og sikkert i nettet til 1-0. Et kvarter før tid var det imidlertid AaB's tur til at hamre bolden i kassen til slutstillingen 1-1.

Rigtig god holdånd

- Vi stod over for rækkens tophold, så det var en svær opgave, drengene skulle klare. Det udviklede sig imidlertid til en lige kamp, og 1-1 var en fair pointdeling, fortæller U19-cheftræner Peter Foldgast, som blandt andet måtte undvære holdets anfører, Svenn Crone.

Åbningen i forsvaret gav debut til Simon Bruus, og i løbet af anden halvleg kom endnu en debutant på banen i form af Mathias Andersen.

- Spillerne viste en rigtig god holdånd, og de kæmpede for hinanden. Spillemæssigt ramte vi ikke dagen, som man siger, men til sidst i kampen havde vi flere gode muligheder, så med lidt mere dygtighed kunne vi have lavet en afgørende pind, fortæller Peter Foldgast. 

Brøndby IF - AaB 1-1 (1-0)
1-0: Daniel Holm
1-1: AaB

DH

Daniel Holm sendte de blågule i front i 1-1-opgøret mod AaB. Foto: Arnason.dk.