
Brøndby-spillernes trøjer bortauktioneres i kampen mod diabetes
08.11.2013 17:00
Når Brøndby-anfører Mikkel Thygesen tager kamptrøjen af efter søndagens hjemmekamp mod AGF, vil den ikke ryge i vaskekurven. Sammen med holdkammeraternes kamptrøjer vil den i stedet blive doneret til Diabetesforeningen og bortauktioneret på QXL i en god sags tjeneste.
Auktionen er således resultatet af et samarbejde mellem Brøndby IF og Diabetesforeningen, som skal sætte fokus på forebyggelsen af diabetes i forbindelse med Verdensdiabetesdagen den 14. november.
Køb en signeret kamptrøje og støt kampen mod diabetes
Auktionen løber fra den 10. til den 20. november kl. 17:00, og pengene går ubeskåret til Diabetesforeningens arbejde med at hjælpe mennesker med diabetes.
Alle spillerne vil signere deres respektive kamptrøjer, inden de bliver givet videre til auktionen. Derudover vil det være muligt at byde på udvalgte fodboldstøvler, som spillerne har doneret. Disse støvler vil have specielt designede snørebånd, som symboliserer Verdensdiabetesdagen.
Trøjer og støvler bortauktioneres til højeste bud efter kampen mod AGF på søndag. Du finder vej via diabetes.dk/byd.
Ønsket om at sætte fokus på forebyggelsen af diabetes er markeret på trøjerne i form af nye tryk. På maven fremgår den blå cirkel, som er symbolet på Verdensdiabetesdagen den 14. november, og på ryggen er samarbejdet med Diabetesforeningen markeret.
Ved højre bryst på fronten finder man Novo Nordisk-navnet, hvilket markerer et sideløbende samarbejde i kampen mod Diabetes - læs mere her.
Om Diabetesforeningen og diabetes
Diabetesforeningen er en interesseorganisation, der siden 1940 har støttet diabetikere. Foreningens mål er at forbedre livsvilkårene for mennesker med diabetes.
Hver eneste dag får 89 danskere i gennemsnit konstateret diabetes, og i Danmark har godt 300.000 diabetes. 200.000 har type 2-diabetes uden at vide det. Diabetes - også kaldet sukkersyge - medfører en lang række alvorlige følgesygdomme som blodpropper, nyreproblemer og amputationer og kræver derfor konstant bevågenhed.
Har nogen i din familie diabetes?
Vidste du, at diabetes er arveligt? Hvis der er nogen i din familie, som har diabetes, så få tjekket dit blodsukker hos lægen. Den 14. november er det Verdens Diabetes Dag. Her kan du flere steder i landet få lavet en gratis risikotest. Du finder vej ved at klikke her.