
Boulahrouz: Fremragende fans i Brøndby
10.11.2013 14:02
I dag kl 19:15 får Khalid Boulahrouz sin debut på hjemmebane.
Hollænderen havde inden sit skifte på forhånd hørt om Brøndbys fans. Han har "mærket" dem på udebane mod OB og FC Vestsjælland. Men først i aften får han hele pakken.
Jeg er ikke nervøs
- Brøndbys fans har allerede efterladt et stærkt indtryk i de to kampe, jeg har spillet. Selv om vi har været på udebane, har det slet ikke været den følelse, man har haft på banen som spiller. Vores fans har jo formået at overdøve hjemmeholdets tilhængere. Brøndby har fremragende fans, siger Khalid Boulahrouz.
Han har tidligere optrådt i flere af de store europæiske ligaer. Derfor skal der også meget til at blæse Khalid Boulharouz omkuld.
- Jeg har en god følelse før dagens kamp. Nej, jeg er ikke nervøs. Jeg har en god spænding i kroppen - sådan som det altid skal være, når man spiller kampe, forklarer Boulahrouz.
- Jeg forsøger generelt ikke at lade mig påvirke af tilhængere og fokusere på det, der sker inde på banen. Selvfølgelig er det en lidt speciel kamp, min første på hjemmebane, men som fodboldspiller er det vigtigt at bruge rutinen og bevare sit fokus på selve kampen og modstanderen. På den måde har man de bedste chancer for at opnå et godt resultat, lyder fra fra Khalid Boulahrouz.
Søndagens kamp mod AGF har kick off kl. 19:15. Du køber billet til opgøret her.
Khalid Boulahrouz og resten af Brøndby-holdet er klar til at tage imod AGF søndag kl. 19:15 på Brøndby Stadion. Foto: Arnason.dk