Antipas: Endelig kan jeg træne ordentligt

14.11.2013 09:48

Efter et helt forrygende forår har Quincy Antipas' efterårssæson mest af alt budt på nedture. Lægproblemer, en mindre knæskade og senest en irriteret hæl, der har holdt ham væk fra træningsbanen i snart fire uger.

Selv er Quincy frustreret over ikke at have været i stand til at træne ordentligt gennem efterhånden lang tid, men nu glæder den 29-årige Zimbabweaner sig over at være skadesfri. Quincy er klar til at give den gas til træning.

Afgørende at jeg er på 100 %

- Jeg har haft problemer med trædepuden i den ene hæl, som jeg slog under kampen mod FC Nordsjælland (6. oktober 2013, red.). Onsdag var første træning i lang tid, hvor jeg uden smerter trænede fuldt med holdet. Jeg har kunne løbe lige ud, men ikke vende og skifte retning, så derfor er formen heldigvis ok.

- Jeg har været frustreret over mine skader i denne sæson. Jeg har haft mindre skader af tre omgange, og det har gjort, at jeg ikke har kunne træne ordentligt. Når du ikke træner ordentligt, mangler skarpheden og de sidste procenter, og det har jeg kunne mærke i de seneste kampe især.

- Det er afgørende for en spiller som mig, at jeg er på 100 %, når jeg skal udfordre modstanderne. Hvis min acceleration og mine retningsskift ikke er i top, så er det sværere for mig at gøre en forskel for holdet. Nu ser det ud til, at jeg igen kan træne for fuld kraft, og det er jeg rigtig glad for, lyder det fra Quincy.

QA

Quincy Antipas med maskingeværjubel efter en scoring mod Viborg FF. Foto: Arnason.dk