Stryger Larsen: For mange personlige fejl

13.03.2013 21:06

Jens Stryger Larsen satte et straffespark sikkert i kassen, da Brøndby IF spillede 1-1 i den første af to pokalsemifinaler mod Esbjerg fB.

Den 22-årige kantspiller udtrykker glæde over, at de blågule kom tilbage i opgøret, men er ikke tilfreds med de mange fejl.

Kræver bedre start på søndag

- Vi sidder ikke tæt nok på dem. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Det er svært at give vejret og banen skylden, for det var de samme forhold for Esbjerg. Vi skal i hvert fald have en bedre start på søndag mod FC Midtjylland. Det er helt sikkert, siger den blågule målscorer.

- Det positive er, at vi trods alt rejser os i anden halvleg, men vi kan ikke komme udenom, at vi burde have været der fra første fløjt. Det er op ad bakke, når man lægger ud med så mange personlige fejl.

- Vi smider bolden for let og for hurtigt væk, og vi vinder ikke nok nærkampe. Det blev som sagt bedre efter pausen, og det er vigtigt, at vi kan tage til Esbjerg med 1-1 i stedet for et nederlag, når nu kampen udviklede sig på den måde.

JSL

Jens Stryger Larsen jubler efter at have sat et straffespark i nettet til 1-1. Foto: Flemming Alø.