Samarbejdsklubber sætter aftryk på Brøndby IF's ungtalenthold

25.03.2013 09:35

Forårssæsonen nærmer sig med hastige skridt for Brøndby IF's ungtalenthold, og de mange talentfulde spillere i blåt og gult ser frem til atter at komme i gang med ligaerne.

Traditionen tro består U12-, U13- og U14-trupperne af en stor del spillere, som altid har spillet i klubben, tilsat talenter med fortid i andre klubber - blandt andet Brøndby IF's samarbejdsklubber, fortæller talenttræner og -koordinator Kenneth Brogaard.

Optimerer hele tiden Brøndby IF's ungtalent

- Vi ønsker at uddanne egne talenter fra Brøndby og nærområdet samt at udvikle og rekruttere de største talenter i vores samarbejdsklubber - selvfølgelig i et tæt samarbejde med klubberne og spillernes forældre. Det sker altid efter et længerevarende træningsforløb og en god dialog med klubberne, fortæller Kenneth Brogaard og tilføjer:

- Et længere forløb sikrer, at spilleren, familien og Brøndby IF vælger rigtigt.

At rekruttere spillere fra samarbejdsklubberne er imidlertid ikke et mål i sig selv.

- Vi arbejder med samarbejdsklubberne på alle niveauer - fra børnetræning, vidensdeling, sociale arrangementer over videreudvikling af koncepter og meget andet. Det er dog glædeligt, når spillere med et større talent fra samarbejdsklubber skifter til Brøndby IF i en passende alder, som det eksempelvis skete med Osman efter et længere træningsforløb og netværkstræninger med hele hans hold i Solrød FC, siger Kenneth Brogaard med henvisning til Osman Jabarkhill fra U13-truppen (årgang 2000), der blev kåret til stævnets bedste spiller ved Brøndby Mini Cup i Brøndby Hallen i begyndelsen af året.

Parolen i Brøndby IF lyder, at jo ældre spillerne er, des længere væk kan man rekruttere. Det tilsigtes, at de yngste talenter i høj grad bor inden for cykelafstand og dermed selv kan transportere sig til træning. Det er også inden for denne radius, at klubben for nylig har fokuseret på at optimere scout-teamet.

- Vi optimerer og udvikler os hele tiden i ungtalent, og det er en af grundene til, at vi stadig er de ubetinget bedste herhjemme til talentudvikling, slutter Kenneth Brogaard.

Brøndby IF samarbejdsklubber:

- B1973 Herlev
- Elite Bornholm
- FFK Frederiksværk
- KFUM Roskilde
- Solrød FC
- Taastrup FC
- SB50 Ishøj
- AB Tårnby