Opstartsmøde med KERNEN og sæsonkortholdere

01.03.2013 10:38

Onsdag aften var små 250 fans, i form af medlemmer af fællesskabet KERNEN samt sæsonkortholdere, til opstartsmøde i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion.

Programmet for aftenen bød på oplæg fra sportschef Ole Bjur og cheftræner Auri Skarbalius samt et let traktement undervejs.

Spørgelysten var fra tilhørernes side stor aftenen igennem, og der blev spurgt ind til blandt andet talentstrukturen, kontraktforlængelser samt taktiske dispositioner på Superligaholdet.

Rød tråd er alfa omega

Sportschef Ole Bjurs indlæg centrerede sig i høj grad rundt om vigtigheden af sammenhængen mellem talentudviklingen helt nede fra børnefodbolden og op til Superligaholdet.

- Der skal indføres en rød tråd hele vejen ned gennem systemet, hvor et velbeskrevet spilkoncept er fundamentet. I forhold til spillestil og kultur skal klubben bestemme det meste. Den enkelte træner skal naturligvis også have noget at sige, men spilkonceptet og den røde tråd skal være forankret i klubben, så vi sikrer kontinuitet i tingene, hvilket har været en mangelvare i en årrække, lød det blandt andet fra Bjur.

Cheftræner Auri Skarbalius fremlagde en række statistikker og analyser og fortalte, hvad der havde været fokus på i løbet af efteråret og opstarten, og hvordan jagten på bedre resultater ofte har nødvendiggjort kompromiser i forhold til den ønskede spillestil.

- I opstarten har vi arbejdet meget med den defensive organisation, da vi i efteråret oplevede, at der gik for mange mål ind på os især efter omstillinger. Det lykkedes vi bedre med at dæmme op for i slutningen af efteråret, men det har alligevel været et fokuspunkt fra vores side i opstarten. Desuden skal vi blive bedre til at spille vores chancer større. Ser man på statistikken, så har vi næstflest afslutninger i Superligaen, men alligevel har vi blot lavet 21 mål i 20 kampe. Vi har målscorerne i truppen, men selvtilliden og kynismen i afslutningssituationerne skal styrkes. Derfor har vi gennem et stykke tid haft ekstra fokus på netop afslutningsspillet i træningen og i vores træningskampe.

Efter de to herrers oplæg fulgte en lang række spørgsmål fra salen. Da seancen havde varet to timer, blev der sagt tak for i aften. Se billeder fra arrangementet nedenfor.

Opstartsmøde

Sportschef Ole Bjur startede med at gennemgå efteråret i forhold til den spille- og resultatmæssige udvikling.

Opstartsmøde

Opstartsmøde

Opstartsmøde

Auri Skarbalius fortalte blandt andet om udfordringerne ved at implementere en ny spillestil og samtidig blive nødt til at gå på kompromis med denne for at søge bedre resultater.

Opstartsmøde

Cirka 250 personer havde indfundet sig til opstartsmødet i Michael Laudrup Lounge.

Fotos: Arnason.dk