
Falkesgaard: Glæder mig helt vildt
16.03.2013 08:30
Reservemålmand Michael Falkesgaard har udsigt til Superligadebut på søndag, hvor Brøndby IF hjemme på Brøndby Stadion tager imod FC Midtjylland.
Michael Tørnes rev således højre lillefinger af led under torsdagens træning, og navnebror Falkesgaard føler sig klar til at overtage pladsen i Brøndby-målet.
Vant til at kommunikere med forsvaret
- Jeg er glad for at få chancen for at vise mig frem i Superligaen for trænerteamet og fansene, men det er kedeligt, at det sker på baggrund af Tørnes' skade, siger den 21-årige keeper, der er noteret for tre pokalkampe i Brøndby-trøjen.
- Det sker ikke så tit, at man skifter på målmandsposten, men jeg er vant til at kommunikere med de spillere, der skal forsvare foran mig, så det samarbejde har jeg fuld tillid til. Vi træner sammen, spiller indimellem sammen i Reserveligaen, og jeg har også stået i flere af træningskampene i opstarten. Jeg er klar til opgaven, understreger Michael Falkesgaard.
- Jeg betragter det som en kamp som alle andre, men vi kan ikke komme udenom, at der er noget ekstra på spil, når vi ligger i bunden i stedet for eksempelvis en sikker mellemplacering. Det er kun med til at sætte mig ekstra op, og jeg glæder mig helt vildt.
Michael Falkesgaard ser frem til at få Superligadebut på søndag mod FC Midtjylland. Foto: Arnason.dk.