
AGF-kampen: Info om tiltag + storskærm på 1964
31.03.2013 11:51
Superligakampen mod AGF den 1. april er den første af to hjemmekampe, hvor der ikke vil være mulighed for, som fan, at være til stede på Brøndby Stadion. I forbindelse med afviklingen af kampene vil der blive foretaget nogle tiltag, der er nødvendige for, at Brøndby IF kan overholde de krav, der er stillet til os fra DBU's side.
Eksempelvis har vi været nødsaget til at blænde hjørnerne på stadion af, så det ikke vil være muligt at se kampen udefra. Derudover vil stadion være lukket for alle, pånær en mindre gruppe af personer, der er nødvendige for kampens afvikling. Disse personer er udvalgt ud fra kendelsens regulativer - alle andre vil blive nægtet adgang. Uden for stadion på Brøndby IF's matrikel gælder stående ordensreglement, derudover gælder landets love.
Se kampen på 1964
Til gengæld har du mulighed for at se kampen på 1964.
Café 1964 holder nemlig, i samarbejde med Brøndby Support, åbent fra kl. 14 mandag den 1. april (2. påskedag). Vi har opsat en ekstra storskærm i foyerområdet, så vi sammenlagt kan huse op til 500 gæster. Vi vil gennem hele dagen have ekstra gode priser på øl og stadionplatter.
Priserne på øl er: 35 kr. pr. stk. (5 stk. for 150 kr.). Stadionplatten - 1 fadøl med grillet frankfurter - koster 55 kroner. Der vil ligeledes være mulighed for at bestille fra kampdagsmenukortet.
Husk at bestille bord enten via 1964's hjemmeside eller på telefon: 43 63 1964!