
Thygesen: Ydmyghed, men med tro på tingene
20.05.2013 08:30
Om mindre end ni timer går det løs i sidste spillerunde, hvor Brøndby IF besøger AC Horsens til en direkte duel om overlevelse i Superligaen.
brondby.com har derfor taget en snak med Mikkel Thygesen om det spændende opgør på CASA Arena i Horsens.
Det var en fantastisk sejr over FC Nordsjælland i torsdags, men nu står I over for et hold med et andet spilkoncept - og så endda en direkte duel i sidste spillerunde. Hvor meget kan I egentlig tage med fra 4-0-sejren i sidste uge?
- Dagen efter kampen mod FC Nordsjælland havde vi allerede mere eller mindre glemt den. Det opgør, vi står over for, får nemlig et helt andet liv. Man kan sige, at det er det endelige opgør, og derfor kan det ikke sammenlignes med tidligere kampe. Vi kan dog tage det flotte spil og selvtilliden fra 4-0-sejren i torsdags med ind til opgøret i Horsens. Disse ting kan man ikke bare lige tage fra os, og vi er fokuserede på at forvalte det på en måde, som gør os ydmyge omkring opgaven, men med tro på tingene. Den balance og vilje gav bonus i torsdags, så det kan den forhåbentlig gøre igen i dag.
Omgivelserne har haft travlt med at fortælle, hvor meget der står på spil. Hvad gør du personligt for at holde styr på nerverne, når først der er kickoff?
- Jeg forsøger i første omgang at abstrahere fra det store billede og i stedet fokusere på mine egne opgaver i selve kampen. Det vil sige, at jeg koncentrerer mig om nuet, og hvilke opgaver jeg skal udføre for at hjælpe holdet i hver situation, der udspiller sig. Der er ingen grund til at tænke på eventuelle konsekvenser efter slutfløjt. Fuld fokus og koncentration på de opgaver, vi har i løbet af kampen, så det samlet set kan give det nødvendige resultat.
Mange har efterhånden budt ind med meninger og spådomme med hensyn til resultatet af dagens kamp. Hvor mange af alle disse ytringer sætter sig fast hos jer?
- Der er ikke noget, der sætter sig fast. Andre må gerne snakke og spå om vores chancer. Så kan vi i stedet lade bentøjet tale. Det er ikke en ny situation for os, at vi bliver omtalt som eventelle nedrykkere, og alle i klubben har stået sammen i en svær tid. På trods af den til tider stormfulde situation, har vi virkelig bygget på igennem den seneste tid, og i aften må vi vise, at vi kan stå distancen.
Læs også: Sådan følger du kampen i Horsens LIVE
Mikkel Thygesen, her sammen med Brøndby-keeper Michael Falkesgaard, er klar til Brøndby IF's direkte duel mod AC Horsens. Foto: Arnason.dk.