
Spillerne sendt på ferie til den 10. juni
22.05.2013 13:31
Tirsdag kl. 12 mødte de trætte - men glade - Brøndby-spillere ind på stadion til sæsonens sidste arbejdsdag, inden der var dømt sommerferie.
Først stod den på frokost i Café 1964, hvor tømmermændene blev plejet, mens gårsdagens oplevelserne fra grønsværen i Horsens og de efterfølgende festligheder blev snakket lystigt igennem.
Dernæst samlede konstitueret administrerende direktør Tommy Håkansson og sportschef Ole Bjur både spillere og stab i Players Lounge ved omklædningen for at sige tak for denne sæson og ønske god ferie til alle.
Tid til at lade batterierne op
Spillerne er dermed blevet sendt på ferie frem til mandag den 10. juni, hvor forberedelserne til den nye Superligasæson begynder. For at holde grundformen ved lige har de alle modtaget et personligt træningsprogram fra fysisk træner Ahron Thode.
- Det bliver godt at holde lidt ferie, så vi kan lade batterierne op - især mentalt - og komme stærkt tilbage til den nye sæson, lød det fra Daniel Stenderup, som har feriedestinationen på plads.
- Det bliver til en uge i Malaga og en uge på Mallorca. Ahron har sørget for, at vi holder kroppen i gang på et passende niveau, men de to uger i Spanien skal give noget mentalt ro, tilføjer Brøndby-forsvareren.
Der vil imidlertid være en gruppe spillere, som genoptager træningen senere end den 10. juni. Det drejer sig om de Brøndby-spillere, der er blevet indkaldt til landsholdsopgaver.
Simon Makienok og Dennis Rommedahl er med i A-landsholdstruppen, mens Frederik Holst, Patrick da Silva og Riza Durmisi skal forsøge at kvalificere U19-landsholdet til EM. Derudover er Mathias Gehrt udtaget til U21-landsholdets testkamp mod Irland og EM-kvalifikationskamp mod Estland.
Mere information om opstarten følger på et senere tidspunkt.
Læs også:
- Galleri: Overlevelsen i Horsens og de efterfølgende festligheder
- Silva og Krelle kom på talentvæggen
Patrick da Silva er blandt de Brøndby-spillere, som skal bruge ferien på landsholdsopgaver. Foto: Arnason.dk.