
Lebo: Fantastisk at se bolden gå ind
20.05.2013 21:51
Unge Lebogang Phiri scorede for anden kamp, da han sendte den afgørende scoring i nettet, da Brøndby IF vandt 1-0 i Horsens.
Den talentfulde sydafrikaner sled kampen igennem på midtbanen og kunne til allersidst i kampen krone indsatsen med det forløsende mål.
En smule overvældende
-Det var en utrolig følelse at sparke bolden i nettet. Det betyder utroligt meget, at vi vandt i dag og sikrede overlevelse. Nu kan vi se frem mod den nye sæson, hvor vi kan tillade os at kigge lidt opad i tabellen.
-Jeg tager et skridt ad gangen. Der er sket utroligt mange ting på kort tid for mig. Min professionelle karriere er kun lige begyndt, og det hele er en lille smule overvældende lige nu.
-Jeg fik to chancer til sidst. Begge var resultatet af vores gode genpres og det hårde arbejde, vi lagde for dagen. Jeg skulle nok have puttet den første i kassen, så det var helt fantastisk at sparke den anden i nettet.
-Vi har været under stort pres den seneste tid, men vi har vist hvor mentalt stærke, vi er. Om du lader dig gå på af presset eller ej afhænger ikke af alder, tror jeg. Hvis du tror på dig selv og dine kvaliteter, lader du ikke omverdenens pres gå dig på.
- Jeg er meget glad for at være i Brøndby, og fordi de har givet en så ung spiller som mig chancen. Nu håber jeg på at være en del af holdet i den spændende tid, der kommer, lyder det Lebo.
Matchvinder Lebogang Phiri i aktion. Foto: Arnason.dk