
Flot indsats ved U15 EM
18.05.2013 08:45
I sidste weekend deltog Brøndby IF's U15-mandskab i det uofficielle U15 EM - den såkaldte Nike Premier Cup - der blev afholdt i Ljubljana, Slovenien.
De unge Brøndby-talenter gik ubesejrede igennem turneringen i ordinær tid. Der skulle med andre ord en straffesparkskonkurrence til at sende U15-drengene ud i kvartfinalen mod Grasshopper Club Zürich fra Schweiz.
Startede og sluttede med sejr
U15-talenterne lagde ud med en 2-1-sejr over russiske Lokomotiv Moskva (mål: Nikolai Laursen og Magnus Häuser). Derefter fulgte 0-0 mod både Budapest Honved og HJK Helsinki, inden det blev til 1-1 mod NK Dinamo Zagreb (mål: Mathias Olsen), som senere vandt EM-titlen.
Herefter fulgte kvartfinalen mod Grasshopper Club Zürich, hvor holdene måtte ud i otte straffespark hver for at finde en afgørelse efter 0-0 i ordinær tid.
Dermed skulle U15-cheftræner Søren Weber Juul og co. igennem et placeringsslutspil mod Medical Park fra Tyrkiet og Maccabi Haifa fra Israel. To 1-0-sejre (mål: Nikolai Laursen og Magnus Häuser) sikrede 5. pladsen.
Skuffet over placeringen - tilfreds med præstationen
Cheftræner Søren Weber Juul roser spillerne for den flotte spillemæssige indsats, som udmøntede sig i det bedste danske resultat til stævnet i flere år.
- Jeg tillader mig at være skuffet over vores placering. Til gengæld er jeg meget tilfreds med den spillemæssige præstation. Især i puljekampen mod Zagreb og i kvartfinalen mod Zürich spillede vi fantastisk, og derfor er jeg ærgerlig over, at vi ikke gik videre til semifinalen. Drengene havde fortjent det. Kampene var virkelig noget af det flotteste U15-fodbold, jeg mindes at have set, siger cheftræneren.
- I stort set alle kampe har vi været mest i boldbesiddelse, og vi gik ikke på kompromis med klubbens spillestil. Vi forsøgte hele tiden at have mod til at spille bolden fremad med en tilpas kynisme både offensivt og defensivt, som ofte er en udfordring, når vi møder kvalificeret modstand i udlandet. Drengene er blevet presset optimalt mod nationale mestre fra syv forskellige fodboldnationer, hvilket de har klaret imponerende.
- De to mål, vi lukkede ind, var begge efter personlige fejl, men det var faktisk relativt fint, at vi har lukket så godt af i en turnering på dette niveau. Vi havde de største udfordringer i afslutningsspillet - dels med timing og dels med placering ved indlæg og indspil samt med skarpheden, tilføjer Søren Weber Juul, som havde ekstra ros til forsvarsspilleren Joel Kabongo.
- Set over hele turneringen var Joel vores bedste mand blandt rigtig mange flotte præstationer. Han kunne matche alle profilerne fra vores modstandere. Han var rolig på bolden og med rigtig gode valg i det opbyggende spil.
Billeder fra U15 EM i Slovenien
Andreas Bruus lægger bolden på tværs. Foto: footjuniors.com/NPC.
Gregers Arndal-Lauritzen, som netop har skrevet kontrakt med Brøndby IF, i aktion. Foto: footjuniors.com/NPC.
Joel Kabongo, som her header væk, spillede en stærk EM-turnering. Foto: footjuniors.com/NPC.
Anfører Marco Sander Petersen og målmand Jacob Pryts Larsen. Foto: footjuniors.com/NPC.
Det beskidte arbejde blev også udført. Foto: Søren Weber Juul.
Holdbillede fra Slovenien - i rent tøj. Foto: footjuniors.com/NPC.