Brøndby IF forlænger med Dumic og Semou

03.05.2013 13:56

Fredag eftermiddag skrev to spillere fra Brøndby IF's Superligatrup under på nye kontrakter. Det drejer sig om midterforsvarer Dario Dumic og midtbanespiller Franck Semou, som begge har spillet ungdomsfodbold i klubben, inden de blev rykket op til Superligaholdet.

De to spilleres nuværende aftaler udløber til sommer, men med de nye kontrakter har parterne fået papir på hinanden i yderligere halvandet år for Franck Semous vedkommende og tre år for Dario Dumics vedkommende.

Potentiale til endnu mere

Sportschef Ole Bjur udtaler:

- Det er virkelig glædeligt, at vi har fået forlænget med både Franck og Dario. De har allerede markeret sig positivt til både træning og kamp, men de er stadig unge - henholdsvis 20 og 21 år - og der er potentiale til endnu mere end det, vi allerede har set fra dem, siger Ole Bjur og tilføjer:

- Vi glæder os derfor meget til at følge deres videre udvikling i Brøndby IF.

FS

Franck Semou og sportschef Ole Bjur efter underskrivelsen af den nye kontrakt.

DD

Dario Dumic med den nye kontrakt, som løber frem til sommeren 2016.