
U-nyt: To flotte sejre og et nederlag
17.06.2013 14:11
Der var masser af U-bold på højeste niveau ved Brøndby Stadion i weekenden. Talenterne fra U15, U17 og U19 var således alle i aktion.
Udbyttet blev to flotte sejre og et enkelt nederlag. Læs mere om kampene nedenfor.
U15 på vej mod endnu et mesterskab
Det var U15-mandskabet, der åbnede weekenden. Lørdag vandt de således forårets 10. sejr ud af 11 mulige, da Slagelse B&I blev sendt hjem med 3-0.
- Slagelse spillede meget defensivt, så det endte med at være en stille og rolig kamp. Vi benyttede muligheden til at skifte lidt rundt på nogle positioner og prøve nogle ting af. Alt i alt vandt vi en sikker 3-0-sejr, og drengene leverede en koncentreret indsats. Der er kun to kampe tilbage, og nu er målet, at vi skal sikre mesterskabet i udekampen mod Frem i morgen aften, fortæller U15-cheftræner Søren Weber Juul.
Dagen efter fik han endnu en sikker sejr. Som vikarierende U17-cheftræner for en sygdomsramt John Ranum kunne han se U17-talenterne i den grad levere varen mod Haderslev på bane 2 ved Brøndby Stadion.
En flot første halvleg med tempo og gode kombinationer sikrede således en pauseføring på 4-0. Anden halvleg var imidlertid mindre tempofyldt, men ikke desto mindre får U17-spillerne ros med på vejen.
- Det var en rigtig flot første halvleg - og med flotte mål. Vi havde arbejdet med presspil og opspilsskabeloner til lørdagstræningen, og det fungerede for drengene. De arbejdede flot i presset, og de spillede meget modent. Haderslev-spillerne fik slet ikke lov til at slappe af, fordi vi hele tiden var undervejs. Denne forudseenhed gav virkelig bonus - især før pausen. Dernæst spillede vi med få berøringer, og vi er virkelig farlige, når det sker, siger Søren Weber Juul.
Dermed er sæsonen færdig for U17-holdet, som undervejs har afgivet en del spillere til U19-mandskabet. U17 slutter som nummer fire i tabellen.
U19-holdet har ligeledes været i aktion for sidste gang. Desværre blev det ikke til point mod SønderjyskE, som kunne rejse hjem med en sejr på 3-1. En sæson, hvor mange af spillerne har været i spil i både Reserveligaen og Superligaen, slutter med en placering som nummer seks.
U15: Brøndby IF - Slagelse B&I 3-0
Mål: Bekri Durmisi, Magnus Häuser, Malthe Skjold.
U17: Brøndby IF - Haderslev 4-0
Mål: Mathias Andersen, Nikolai Laursen, Rezan Corlu, Markus Bay.
U19: Brøndby IF - SønderjyskE 1-3
Mål: Nicolas Mortensen.
Markus Bay scorede et flot mål i U17-holdets 4-0-sejr over Haderslev.