
Sommerkamp rykker Sydsiden til Herlev
20.06.2013 09:15
Om seks dage skal Brøndby IF i 'sommerkamp' for anden gang i år. Onsdag den 26. juni kl. 18:30 bliver opgøret mellem de Thomas Franks tropper og B1973 fra Herlev således fløjtet i gang på Herlev Byskole afd. Elverhøjen, Ederlandsvej 23, hvor der er gratis adgang.
Alle, der ønsker at støtte Brøndby IF til kampen i Herlev, skal imidlertid være opmærksomme på, at myndighederne har bedt om særskilt adgangsforhold til Brøndby-fans.
Vi viderebringer derfor nedenstående information fra hjemmeholdet.
Adgangsforhold til sommerkampen i Herlev
- Boldklubben 1973 glæder sig som samarbejdspartner til at tage imod Brøndby IF samt alle tilskuerne og håber, at vi alle vil få en forrygende oplevelse med god fodboldunderholdning og hyggeligt samvær.
- Myndighederne har til kampen bedt om, at der bliver etableret et tilskuerafsnit til supportere fra Brøndby IF. Derfor har Boldklubben 1973 ladet fremstille et Sydsiden-banner og etableret et afsnit omkring banen, som vi har døbt Sydsiden. Banneret vil efter kampen bliver foræret til Brøndby support.
- Adgang til dette afsnit skal ske igennem den store skolegård, som er via Ederlandsvej 23. Parkering kan ske på Tornerosevej, foran skolen eller i den store skolegård. Husk, at der er tale om meget begrænsede parkeringsmuligheder.