
Reaktion på DBU-kendelse ang. pokalkamp i Esbjerg
24.06.2013 13:25
Brøndby IF er af DBU's disciplinærudvalg blevet tilkendt en bøde på 40.000 kroner i forbindelse med uregelmæssigheder under kampafviklingen af pokalkampen i Esbjerg den 18. april 2013.
Nedenfor kan du læse Brøndby IF's reaktion på kendelsen. Læs disciplinærudvalgets kendelse her (starter et stykke nede i artiklen).
Arbejder ufortrødent og konstruktivt videre
I forbindelse med pokalsemifinalen på Blue Water Arena i Esbjerg den 18. april 2013 blev der i løbet af kampen, af dommer og fjerdedommer, konstateret følgende uregelmæssigheder:
Pyroteknik
- Pyroteknik afbrændt ved scoringen til 0-1 i Brøndby IF's fanafsnit
- Pyroteknik afbrændt i Brøndby IF's fanafsnit efter 119 minutter
Genstande kastet
- Ved scoringen til 0-1 - ølkrus m.v. fra Brøndby IF's fanafsnit
- Efter 119 minutter bliver der i forbindelse med en Esbjerg-skade smidt pyroteknik ind på græsset mellem banen og banden fra Brøndby IF's fanafsnit.
Selve afviklingen af kampen, når man ser bort fra ovenstående uregelmæssigheder på tribunen, var et bevis på, hvor stor tilslutning, tro og hvor stort et hjerte mange har for Brøndby IF. På en sen hverdagsaften i Esbjerg formåede Brøndby IF's fans at møde op i stort antal og bar med stor opbakning holdet frem i løbet af kampen. Der var kampen igennem en særdeles god stemning blandt langt hovedparten af de fremmødte.
Der var op til kampen blevet lavet en række aftaler med Brøndby IF's fangrupper omkring tifo, og der var i det hele taget en rigtig god og positiv dialog parterne imellem.
De ansvarlige på tribunen arbejdede kampen igennem for at holde ro og orden i egne rækker, på trods af at Brøndby IF's tilskuere gennem størstedelen af kampen blev generet kraftigt af tilskuere fra de tilstødende fanafsnit, der med kast af genstande, opfordringer til slagsmål samt trusler forsøgte at få en reaktion ud af Brøndby IF's tilskuere.
Dette undskylder dog på ingen måde, at der - til trods for godt kontrollør-/fanarbejde - blev konstateret flere uregelmæssigheder på Brøndby IF's tribuneafsnit under kampen.
Det er derfor med stor ærgrelse og beklagelse, at Brøndby IF igen må se sig nødsaget til at betale en bøde for uregelmæssigheder fra egne fans på det tildelte udebaneafsnit. Det er noget, Brøndby IF tager kraftigt afstand fra og det er utrolig ærgerligt, at vi til trods for den ellers positive afvikling af kampen må konstatere, at der til stadighed er elementer i Brøndby IF's fanskare, der ikke kommer for den gode oplevelse. Men som i langt højere grad sætter egne behov og personlige holdninger over klubben, og de værdier den står for.
DBU's dom for kast af genstande på banen og for afbrænding af pyrotekniske artikler koster Brøndby IF 40.000 kroner. Dette er penge, som Brøndby IF meget gerne havde brugt på noget konstruktivt, som kunne bidrage til klubbens muligheder for at fortsætte den positive kurs, der er lagt. Ikke på betalinger af bøder på grund af overtrædelser, som vi i det hele taget skal væk fra.
Brøndby IF tager kendelsen fra DBU's disciplinærudvalg til efterretning og vil som klub fortsætte arbejdet for at sætte den gode oplevelse, den gode dialog og det gode fansamarbejde i højsædet. Vi arbejder ufortrødent og konstruktivt videre sammen med de mange fans, der vil det bedste for Brøndby IF. De - heldigvis få - personer, der mener sig hævet over resten af klubben, skal ikke få lov til at ødelægge det for alle andre.