HUSK: Fan- og pressedag rykket til torsdag den 13. juni

12.06.2013 12:05

Fan- og pressedagen, som oprindeligt var planlagt til tirsdag den 11. juni, er blevet flyttet til torsdag den 13. juni.

Programmet er stadig det samme. Du finder det nedenfor.

Program for fan- og pressedag

Træningen begynder omkring kl. 11:00 og vil i dagens anledning foregå på bane 2 ved klubhuset. Fans og pressefolk er mere end velkomne til at overvære spillernes udfoldelser fra den lille tribune med siddepladser eller ved at tage plads nede ved banden.

Efter træningen vil spillerne stå klar til at skrive autografer, være med på billeder og snakke med de fremmødte fans. Det er imidlertid ikke alle spillere, som vil være til stede på dagen, da landsholdsopgaver kan komme på tværs.

Kl. 13:00 vil fokus skifte fra fans til presse. Her vil der således være frokostbuffet for både Superligatrup og presse på Café 1964, inden journalisterne får mulighed for interviews med spillere og den nye cheftræner Thomas Frank. Selve presseseancen forventes at begynde kl. 13:30.

NB: Medier, der ønsker at deltage i seancen på 1964, bedes give besked via mail til [email protected] senest onsdag den 12. juni kl. 11:00.

SMC

Simon Makienok til presseseancen på 1964 ved træningsopstart i januar. Foto: Arnason.dk.