
Allerede flere solgte sæsonkort end sidste år
27.06.2013 09:30
Det gode forår og den seneste tids positive vinde over Brøndby IF kan også mærkes på sæsonkortsalget, der i øjeblikket er i fuld gang.
Således gik forlængelsesperioden en hel del bedre end de sidste par år og endte på en forlængelsesprocent på lige over 80. Nysalget af sæsonkort er også startet stærkt, og allerede nu er der flere sæsonkort på Brøndby Stadion end i sidste sæson.
Køb dit sæsonkort her.
Fortsættelse af forårets fantastiske opbakning
Forhåbningerne er derfor, at endnu flere vil støtte op ved at købe sæsonkort i ugerne frem mod og efter sæsonstart, så Brøndby Stadions tribuner er så besatte og stemningsfyldte som muligt i den kommende sæson.
Administrerende direktør, Tommy Håkansson, udtaler:
- Vi er glade for, at forårets fantastiske opbakning ser ud til at fortsætte i den nye sæson. Det er vigtigt for vores hold med mange unge spillere, at Brøndby Stadion bliver fyldt med fans, der bakker dem op i tykt og tyndt, som vi så det i sidste sæson. Og overordnet set er det vigtigt for hele klubben, at vi får skabt en kulisse, som fans, sponsorer, frivillige og spillere ønsker at være en fasttømret del af.
- Det ser ud til, at klubbens mange fans har taget de attraktive priser på sæsonkort til sig, og vi håber på, at endnu flere vil sikre sig plads på stadion i den kommende tid frem mod sæsonstart.
Fortsat attraktive kampagnepriser
Kampagnepriserne for sæsonkort er gældende indtil 1. juli, hvorefter de stiger med op til 300 kroner.
Lige nu koster et sæsonkort til Sydsiden 995 kroner, mens du på den modsatte endetribune (Nordea) kan købe ét for 795 kroner. På langsiden (Loxam) koster sæsonkort henholdsvis 1295 kroner og 1495 kroner (midt for).
Du kan købe dit sæsonkort online eller i Brøndby Shoppen ved Brøndby Stadion.
Smukke scener udspillede sig sidst i maj, da Brøndby Stadion klædt i gult brølede de blågule spillere frem til en flot 4-0-sejr. Foto: Arnason.dk