Sikkerhedsrapport fra kampen mod FC Vestsjælland

29.07.2013 14:16

Som et led i det øgede fokus på sikkerhedsområdet vil Brøndby IF's sikkerhedschef, Mickel Lauritsen, efter hver Brøndby-kamp "afrapportere" her på brondby.com.

På den måde kan alle involverede parter samt øvrige interesserede få et indblik i Brøndby IF's sikkerhedsafdelings syn på afviklingen af den netop overståede kamp. Afrapporteringerne vil typisk komme et stykke tid efter den pågældende kamp, da der skal afholdes evalueringsmøder m.m. for at få det fulde overblik over den afviklede kamp.

Denne gang gælder det sæsonpremieren mod FC Vestsjælland på Brøndby Stadion.

Brøndby IF - FC Vestsjælland, den 28. juli 2013

Der var tale om en åbningskamp mellem en oprykker og et Brøndby-hold, der sluttede sidste sæson med en gejst og vilje, som vi ønsker skal fortsætte i denne sæson. Brøndby IF er på mange punkter i en genopbygningsfase - det gælder nemlig ikke kun på banen, men også på andre områder i klubben og blandt klubbens mange trofaste fans.

Klubben kigger pt. på en del initiativer, der involverer fansene, hvilket helst skulle være med til at forbedre dialogen, samarbejdet og fjerne fokus de mange negative overskrifter, vi desværre var vidne til i den forgangne sæson.

Vi starter på en frisk, og det betyder, at vi i den nye sæson meget gerne skal se udvikling og positive takter på den sportslige side, men også fra klubbens fans, der ligesom spillerne i foråret viste, hvad fællesskab, loyalitet og engagement betyder.

Selve kampen blev spillet på Brøndby Stadion den 21. juli 2013 kl. 17:00, og der var 18.770 tilskuere, hvoraf ca. 450 kom fra FC Vestsjælland. Der var på forhånd påregnet ca. 11.000-13.000 tilskuere til kampen, hvilket hurtigt blev gjort til skamme, idet åbningskampen tiltrak et langt større antal tilskuere, end klubben havde turde håbe på. Det var dejligt at se de mange tilskuere, der - ligesom os - havde glædet sig til sæsonstart, og det var med til at gøre dagen langt mere stemningsfuld og intens.

Den ekstra travlhed afstedkom desværre, at der var lange billetkøer og stort pres foran indgangene til stadion. Dette blev der arbejdet intenst på at få løst. Efterhånden som køerne voksede, blev der flyttet mere personale til de mest udsatte steder, så vi forhåbentlig på en god måde kunne afhjælpe de personer, der måtte bruge ekstra tid på at stå i kø. Der skal kun lyde ros fra klubbens side til de fans, der desværre måtte vente ekstra tid for at komme ind på stadion. Ventetiden blev taget langt overvejende med et smil til trods for varmen og fansenes higen efter at komme ind og se fodbold.

På grund af uforudsete tekniske problemer ved portene og et efterhånden større pres på indgangene blev det vurderet, at vi ikke ville kunne nå at få folk ind på stadion til tiden. Derfor vurderede vi, at det - også af sikkerhedsmæssige grunde - var nødvendigt at få udskudt kampen 15 minutter. Denne besked blev foretaget med stor respekt for de forskellige interessenter, der er til disse kampe, men situationen udelukkede desværre andre muligheder.

Via et stærkt samarbejde og ved hjælp af et meget hårdtarbejdende kontrollørkorps lykkedes det forholdsvis hurtigt at få folk ind på stadion. Det var selvfølgelig ikke en ideel situation, og det er noget, som vi tager meget seriøst i vores arbejde med at udarbejde de bedste forhold for alle vores trofaste fans. Heldigvis er det dog en situation, der ses meget sjældent, men ikke desto mindre, er det noget vi fra klubbens side tager til efterretning og følger op på, så vores tilskuere ikke skal bruge tiden ude foran stadion, men hurtigt kan komme ind til det, som dagen handler om.

Inde på stadion var der fra starten en særdeles spændt, men også rigtig god stemning. Alle var forventningsfulde oven på sommerpausen, og det var godt for både fans og spillere at komme i gang igen.

Alt forløb forholdsvis stille og roligt under kampen, og der var meget få situationer, hvor det var nødvendigt for kontrollørerne/myndighederne at gribe ind. Der blev anholdt en enkelt tilskuer, der kom fra FC Vestsjælland. Tilskueren kom i klammeri med kontrollørerne, hvorefter han blev uenig med politiet. Den pågældende person blev i den forbindelse gjort bekendt med det gældende ordensreglement og informeret omkring generel opførsel ved besøg på Brøndby Stadion. Derefter overtog myndighederne den videre håndtering.

Derudover må vi desværre igen konstatere, at der ved kampen var flere tilfælde af affyring af pyrotekniske artikler. Dette blev der fokuseret på fra kontrollørernes side. Via det rigtig gode arbejde lykkedes det at få fat i to personer, der mistænkes for affyring af pyrotekniske artikler. Begge blev bortvist fra stadion og tildelt foreløbig karantæne. Den foreløbige karantæne løber, indtil undersøgelsen af deres sager er færdiggjort, hvorefter der i tilfælde af skyld vil blive pålagt begge personer sanktioner fra klubbens side i form af karantæner og afgifter. Undersøgelserne kører stadig, og der vil hurtigst muligt blive truffet en afgørelse.

I forlængelse af sagen om de få personer, der fortsat mener at være hævet over fællesskabet, skal det også nævnes, at der blev reageret godt fra fansenes side på de beskeder, der kom fra klubben via storskærm og højttalere. I mange tilfælde så man tydeligt, at de pyrotekniske artikler hurtigt blev fjernet efter at være blevet antændt.

Med hensyn til affyringen af pyrotekniske midler til denne kamp er jeg blevet spurgt om, hvorfor kontrollørerne ikke gik ind i området for at stoppe forseelsen. Der er interne arbejdsforhold, som vi nødig vil gøre til offentlig viden, hvorfor vi ikke vil gå i detaljer omkring enkelte hændelser. Men én ting er sikkert, og det er, at vi arbejder stenhårdt på at få fat i alle de personer, der føler sig hævet over fællesskabet og overtræder de forskellige ordensregulativer og love. 

Generelt kan man sige, at de forskellige situationer kræver forskellige indgreb, for der er mange aspekter, som spiller ind i arbejdet på en tribune. Nogle gange kan observation og senere pågribelse være bedre end at tage folk med det samme. Indimellem kan situationen være særdeles tilspidset på en tribune, hvorfor indgriben på det pågældende tidspunkt vil gøre mere skade end gavn. I de tilfælde vil senere pågribelse vise sig at være langt bedre. Andre gange er der brug for direkte indgriben, men det afhænger af situationen. Kontrollørerne er i konstant kontakt med både hinanden og med vores sikkerhedsrum, hvor de forskellige episoder meget hurtigt bliver vendt, så vi kan foretage de indgreb, der skal til for at få bragt den pågældende situation i orden.

Vi har heldigvis set et fald i anvendelsen af pyro, hvilket vi er meget tilfredse med, og med indgreb som dem kontrollørerne foretog under sæsonpremieren, så synes jeg, at det ser utrolig fornuftigt ud. Dermed ikke sagt, at vi har at gøre med en kortsigtet proces. Det er et langsigtet projekt, hvor vi via dialog og samarbejde forsøger at få inddraget bl.a. fans og kontrollører, så alle får forståelsen af det projekt, som vi er i gang med i Brøndby IF. Vores mål for fremtiden er i langt højere grad at inddrage specielt fans i de beslutninger og de forhold, der bliver tilbudt fra klubbens side. På den måde mener vi, at vi vil opnå et bedre resultat, hvor vi drager nytte af de mange energiske kræfter, der findes i og omkring klubben.

For lige at runde kampen mod FC Vestsjælland af vil jeg bemærke, at stemningen som altid var meget intens, og også visuelt var det flot med de mange fremmødte fans, hvoraf en stor del var klædt i gult og blåt. Det gav kampen en ekstra dimension, og det var med til at lægge et optimalt pres på modstanderholdet og samtidig bære Brøndby-spillerne frem.

Desværre for stemningen sluttede kampen med et uafgjort resultat, hvilket tog toppen af intensiteten. For de nye spillere og trænere må det imidlertid have gjort et kæmpe indtryk at se og mærke den helt specielle stemning, som kun Brøndby Stadion kan præstere. Så alt i alt var det en positiv dag på Brøndby Stadion, der - på trods af resultatet og de uforholdsmæssige lange køer - efterlod et indtryk af et Brøndby IF, der er på vej tilbage, hvor vi hører hjemme. Både med hensyn til det unge hold under udvikling og på de stemningsfyldte tribuner.

Blågule hilsner,

Mickel Lauritsen
Sikkerhedschef, Brøndby IF