Almebäck: Kræver mere af mig selv

31.07.2013 11:59

Michael Almebäck fik debut i Brøndby-trøjen mod SønderjyskE som makker til Martin Albrechtsen i midterforsvaret.

Den 25-årige svensker er glad for at være kommet i kamp igen, men føler sig stadig en smule rusten. Han er imidlertid sikker på, at både hans eget og holdets niveau vil løfte sig.

Klar til næste opgave

- Set fra et holdmæssigt perspektiv synes jeg, at vi kom igen i anden halvleg mod SønderjyskE. Vi fik langt bedre fat, men indkasserede alligevel et mål på en halv chance, og det må ikke ske. Ikke desto mindre kan vi godt tage nogle af takterne fra anden halvleg med videre og bygge derfra. Første halvleg var til gengæld slet ikke i orden, så den står som et tydeligt eksempel på, hvordan vi ikke skal gøre. Det må vi lære af, siger Michael Almebäck.

- Kigger man på min debut på det individuelle plan, så er jeg heller ikke helt tilfreds, men man skal selvfølgelig også huske, at det var min første kamp siden maj, da jeg ikke nåede at være med i vores træningskampe. Jeg skal have banket det sidste rust af, men det skal nok blive bedre for hver kamp.

- Jeg vil gerne vise klubben og fansene mine styrker, og jeg arbejder hårdt på at få indarbejdet konceptet og samarbejdet med resten af holdet. Der er mere i mig, og jeg kræver mere af mig selv, men det hele er så nyt, og jeg er sikker på, at både mit eget og holdets niveau vil blive løftet, når vi har fået mere tid sammen, siger den svenske forsvarsspiller, som satser på gevinst allerede i søndagens hjemmekamp mod Esbjerg fB.

- Der bliver arbejdet hårdt både på og uden for banen, og selv om det kræver tålmodighed at spille et nyt hold og et nyt koncept sammen, håber jeg, at vi kan levere en god præstation på søndag mod Esbjerg. Vi lader os ikke ryste af nederlaget i Haderslev, og alle kræver fuldt fokus af hinanden, så vi er klar til næste opgave. Forhåbentlig får jeg spilletid igen, for jeg vil virkelig gerne opleve at spille i den fantastiske kulisse her på Brøndby Stadion og hjælpe klubben i jagten på point, slutter Michael Almebäck.

MA

Michael Almebäck fik debut i Brøndby-trøjen mod SønderjyskE. På søndag kan han få kamp nummer to, når Esbjerg fB kommer forbi Brøndby Stadion. Foto: Arnason.dk.