Falkesgaard: Direkte duel giver det største kick

23.01.2013 10:12

Michael Falkesgaard fik 90 minutter i ben og handsker, da Brøndby IF lørdag vandt 4-1 over Fremad Amager i årets første træningskamp.

Det var ikke karrierens travleste opgave for den 21-årige målmand, men han er alligevel glad for spilletiden, da hvert et minut er med til at udvikle og udvide potentialet.

Overtaget i den direkte duel

- Egoistisk set er det selvfølgelig sjovest at spille fodbold, hvis man har noget at lave, men hvis defensiven gør det godt og holder modstanderen væk, synes jeg jo også, at det har været en god kamp. Jeg skal stadig være på tæerne og tage de få, men rigtige beslutninger. Det kan man lære meget af. Jeg skal give ro til forsvaret, og vi skal opbygge en tillid. Det sker også i de mindre travle kampe.

Når du så skal præstere, hvilken aktion kan bringe mest glæde og adrenalin frem hos dig?

- Det er én mod én-situationerne. At komme ud i feltet med den rette timing og pille angriberen, bedst som han tror, at han skal score. Han kommer alene ned mod mig, og jeg vinder den direkte duel. Det er det fedeste.

Hvad gør netop den situation så fantastisk?

- Der er noget psykologisk i det. Man føler, at man har overtaget, når man sejrer i en direkte duel. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men det giver bare et boost. Det er formentlig det samme adrenalin-kick, som angriberne får, når de scorer.

Hvor meget kan sådan en aktion ændre for dig i en kamp eller til træning?

- Selvtillid gør en stor forskel i fodbold, så de små succesoplevelser løfter selvfølgelig ens eget spil. Sidste gang, jeg oplevede det, var faktisk til seneste træning. Jeg smadrede ud i den og fik pillet bolden, og det var helt fantastisk. Det kan man leve videre på resten af træningen.

MF

Michael Falkesgaard spillede hele kampen mod Fremad Amager. Foto: Arnason.dk.