
Auri: Cottbus bliver en god test
24.01.2013 14:11
Lørdag eftermiddag gæster Brøndby IF Stadion der Freundschaft, hvor tyske Energie Cottbus lægger græs til en testkamp.
For det tyske 2. Bundesligamandskab er det sidste træningskamp, inden ligaen starter op igen efter vinterpausen, mens det for Brøndby IF blot er anden træningskamp i det nye år.
Cheftræner Auri Skarbalius forventer derfor en svær opgave, da de to hold er vidt forskellige steder i deres sæsonoptakt.
Alle får som udgangspunkt spilletid
- Det er en stærk modstander, vi skal møde, der er med i toppen af 2. Bundesliga. Det bliver en god test for vores spillere, da Cottbus er en del længere fremme i deres forberedelser. Vores spillere har været igennem et par uger med hård og tung træning, og derfor vil vi også bringe mange i spil mod Cottbus.
- Vi valgte som første træningskamp at lægge ud med en lidt blødere modstander, og lige som mod Fremad Amager vil vi som udgangspunkt give alle, der er med i truppen til Cottbus, spilletid på lørdag. Det er den sidste træningskamp, hvor vi fordeler spilletiden på den måde.
- Efter kampen på lørdag i Tyskland snævrer vi feltet ind og vil derefter primært spille med de 11, vi mener er bedst, lyder det fra Auri Skarbalius.
Følg kampen LIVE
brondby.com rapporterer fra træningskampen mod FC Energie Cottbus via Brøndby IF's liveupdate på Twitter (@BrondbyLIVE). Opgøret fløjtes i gang på Stadion der Freundschaft i Cottbus kl. 14:00.
Du kan også følge Brøndby IF på Twitter via @BrondbyIF, hvor du kan blive opdateret med nyheder, billeder og andre Brøndby-relaterede tweets.
Quincy Antipas blev dobbelt målscorer i årets første træningskamp mod Fremad Amager. Scorer han igen i Tyskland? Foto: Arnason.dk