
Afbudsramt U17 missede kvartfinalen
23.01.2013 11:29
For anden weekend i træk rullede Brøndby IF's U17-mandskab over grænsen til Tyskland for at deltage i et internationalt indendørsstævne, Keramik Cup.
De blågule talenter havde den ene fod i kvartfinalen, men på halvandet minut blev en føring desværre vendt til et nederlag og dermed også et exit.
Flotte præstationer med en smal trup
Turneringen begyndte godt for U17-holdet, som var ramt af adskillige afbud på grund af skader og landsholdsopgaver. Ikke desto mindre fik den smalle trup spillet sig videre fra det indledende puljespil mod blandt andre VfB Stuttgart og TSV 1860 München.
I mellerunden stod de blågule talenter over for Bayer 04 Leverkusen og FC Basel. Efter et flot 1-1-resultat mod Leverkusen kunne U17-spillerne nøjes med uafgjort mod Basel-mandskabet.
- Vi var foran 2-1 med halvandet minut igen, men dummede os desværre til sidst og tabte 2-3, fortæller U15-cheftræner Søren Weber Juul, som styrede tropperne sammen med U19-cheftræner Peter Foldgast på grund af sygdom hos U17-cheftræner John Ranum.
- Det var virkeligt bittert, for vi ramte både overliggeren og stolpen i den kamp. Vi fik endda annulleret et mål til 3-1. Omvendt må vi også erkende, at vi havde problemer med at placere os ordentligt i slutfasen, så vi fik ikke forhindret, at Basel kom frem til de to afslutninger til sidst.
Alligevel ser Søren Weber Juul masser af positive ting at tage med fra turneringen.
- Generelt gjorde spillerne det godt. De kom langt, når man tænker på, hvor smal truppen var, og af samme årsag spillede flere af drengene fuld tid i de mange tempofyldte kampe. Vi fik nogle rigtig fine sejre, og 1-1-kampen mod Leverkusen var en flot præstation mod et stærkt hold.
U17-holdet ved fotograferingen i efteråret.