
Rommedahl: Glad for anførerbindet
28.02.2013 16:00
Dennis Rommedahl afløser Clarence Goodson som anfører i Brøndby IF, efter at Goodson torsdag meddelte, at han træder tilbage fra posten.
Rommedahl forstår Goodsons beslutning og er fortrøstningsfuld over for sin egen rolle som anfører, idet han gennem et længere stykke tid har været viceanfører og også vikarieret som anfører i en række kampe i efteråret.
Min rolle er stort set uændret
- Jeg har haft et virkelig godt samarbejde med Clay som anfører, hvor vi ofte har vendt store og små ting i fællesskab. Jeg er ked af, at han har valgt at stoppe som anfører, da jeg synes, at han gjorde det godt, men omvendt forstår jeg beslutningen.
- Min egen rolle kommer ikke til at ændre sig det store. Som alderspræsident og viceanfører har jeg i forvejen været inde over mange af de opgaver og ansvarsområder, som en anfører har. Desuden har jeg båret anførerbindet en del gange i kamp efterhånden. Men at det nu kommer til at sidde der fast, er da en glæde og ære for mig, slutter Rommedahl.
Dennis Rommedahl forstår Clarence Goodsons beslutning og er klar til at tage over som anfører for Brøndby IF. Foto: Arnason.dk