Nye trøjesponsorer i foråret

25.02.2013 10:01

Tre af Brøndby IF's mest loyale sponsorer vil i forårssæsonen pryde brystet på henholdsvis Brøndby IF's hjemme- og udebanetrøje.

Det drejer sig om Skjold Burne, Loxam og VW, der har været tre af klubbens partnere gennem mange år. Skjold Burne har været partner siden 1986, VW har været partner siden 1987, og Loxam har været partner siden 1995. Samlet set har de tre landsdækkende virksomheder altså imponerende 71 år på bagen i Brøndby-sponsorregi.

Skjold Burne vil være på brystet af hjemmebanetrøjen, Loxam vil være på brystet af udebanetrøjen, mens VW vil være at finde på begge trøjer i modsatte side af Brøndby-logoet.

Glædeligt med opbakning i en svær tid

Det er ingen hemmelighed, at en hovedsponsor har været en mangelvare i Brøndby IF gennem en længere periode, og derfor er det naturligvis glædeligt, at tre af de trofaste sponsorer nu har indgået et trøjesponsorat for forårssæsonen. Det skal understreges, at der ikke er tale om et hovedsponsorat, men om et midlertidigt trøjesponsorat, hvorigennem Loxam, Skjold Burne og VW ønsker at vise deres fortsatte støtte til klubben i en vanskelig periode.

Konstitueret administrerende direktør i Brøndby IF, Tommy Håkansson, udtaler:

- Der skal lyde en stor tak til de tre partnere, som nu har indgået et trøjesponsorat for forårssæsonen. Både Loxam, Skjold Burne og VW har dybe rødder som partnere i Brøndby IF, og derfor er det meget glædeligt, at de demonstrerer deres commitment og loyalitet på denne måde i en svær tid for klubben.

- Dette betyder ikke, at vi har indstillet jagten på en egentlig hovedsponsor, men vi må også være realistiske og erkende, at det - i den periode vi er i nu - vil være særdeles vanskeligt at lande en hovedsponsor. Det er vores mål, at der til den nye sæson er indgået en aftale med en større partner om et hovedsponsorat i Brøndby IF.

Parterne har aftalt, at aftalernes indhold ikke offentliggøres.

Hjemmebanetrøjen

Hjemmebanetrøjen prydes af et VW-logo samt Skjold Burnes navn på brystet.

Udebanetrøjen

Således ser udebanetrøjen for foråret 2013 ud med VW-logo samt Loxam navn/logo.