
Mandag: Bowling, pool og karaoke
19.02.2013 11:57
Mandag aften var der på træningslejren i Tyrkiet som et lille afbræk arrangeret en konkurrence mellem de unge spillere, de gamle spillere og så lederne.
Der skulle dystes i henholdsvis bowling og pool, og taberne måtte lide den tort at synge karaoke i hotellets karaokebar senere på aftenen.
De unge med 0 sejre
Hvert af de tre hold spillede seks bowlingdyster og seks pooldyster. Og lad det bare være sagt med det samme - det var ikke de unges aften!
De unge præsterede nemlig at tabe samtlige 12 dyster, de var involveret i, og dermed kunne de se frem til "five minutes of fame" senere på aftenen i karaokebaren. Det faktum fik sveden frem på panden hos de fleste på det unge hold.
Der var mange dramatiske højdepunkter i løbet af aftenens konkurrencer, men fremhæves skal pooldysten mellem på den ene side klublæge Eilif Larsen og assistenttræner Bent Christensen Arensøe og på den anden side Mikkel Thygesen og Quincy Antipas. Efter at have tabt første runde leverede Eilif Larsen et mirakelstød af den anden verden, hvor en fire-fem bander plus en anden ball var involveret, da den sorte ball til sidst på ufattelig vis endte i det rigtige hul.
Dermed var Thyge og Quincy pressede i tredje og afgørende runde, da Eilif og Bent mod slutningen havde flere kugler i hul. Reglerne foreskrev nemlig, at når tiden var gået, var det parret med flest vundne runder eller flest kugler i hul, der vandt samlet. I bogstavelig talt sidste sekund - og til stor jubel for spillerne - lykkedes det Quincy Antipas at få endnu en kugle i hul og dermed udligne stillingen. Med lidt større koldblodighed kunne Quincy endda have vundet dysten for spillerne, da reglerne også foreskrev, at den spiller, der - når slutsignalet lød - var i gang ved bordet måtte gøre sit skud færdigt, efter tiden var gået. Det vidste Quincy tydeligvis ikke, hvorfor han i al hast huggede en kugle afsted mod hjørnet og brændte.
"De gamle" endte dog alligevel med at løbe med den samlede sejr over lederne, da highscore i bowling gav ekstra point, og den tog Jens Larsen sig af, mens både Mikkel Thygesen og Clarence Goodson også leverede høje pointantal.
Nedenfor kan du se lidt billeder fra den hyggelige aften.
Quincy Antipas var som altid i strålende humør under mandag aftens dyst.
Mikkel Thygesen finder den rette kugle. Thygesen endte med dagens næsthøjeste score (efter Jens Larsen).
God hånd-øje-koordination fra Falkesgaard.
Frederik Holst og Kristian Andersen dannede par i bowling.
God bowling-stil fra Albrechtsen.
Daniel Norouzi lægger an til skud, mens assistenttræner Bent Christensen Arensøe og fysisk træner Ahron Thode ser til fra sidelinjen.
Fuld fokus fra Dennis Rommedahl.
Mathias Larsen gav den gas til en Michael Jackson-sang, mens Dario Dumic var mere stillestående.
Holdkammeraterne ser til fra sikker afstand.
Andrew Hjulsager, Oke Akpoveta og Andreas Hansen slår sig løs på scenen.
Oke og Lebo vurderer grundigt, hvilken sang de skal vælge.