Makienok: Allerede godt på vej

07.02.2013 09:10

Brøndby-spillerne har været i gang med forårsforberedelserne i en måned, og fra på mandag står den på træningslejr i Tyrkiet.

Simon Makienok har trænet for nedsat kraft på det seneste på grund af et vrid i knæet, men han håber at kunne træde mere ind i træningen i næste uge.

Hvordan har opstarten været indtil videre?

- Den har ikke været optimal for mig personligt, da jeg fik et vrid i knæet og har taget den lidt med ro. Vi vil ikke risikere at forværre noget som helst, så der bliver gået stille og roligt frem. Det går den rigtige vej, og mit håb er, at jeg kan begynde at træne med i Tyrkiet.

- Generelt kan man sige, at opstarten har været fysisk mildere end sidste år. Vores personlige ferieprogrammer har været hårdere, og vi er derfor kommet tilbage i bedre form. Det har givet os muligheden for at fokusere mere på det spillemæssige fra start. Det er stadig fysisk hårdt, men vi er nået længere på kortere tid.

Hvor står holdet lige nu, og hvordan er stemningen omkring udviklingen?

- Stemningen er fin. Selv om der har været en uro omkring klubbens økonomiske situation, har folk været fokuserede på at komme i god form og træne på et højt niveau. Nu har jeg desværre været nødsaget til at se kampene fra sidelinjen, men det har set fornuftigt ud, og man kan godt se, at vi har haft mulighed for at køre tidligere på med de taktiske ting. Vi har selvfølgelig stadig masser at arbejde med, men der er en måned til sæsonstart, og vi er allerede godt på vej. Nu skal der bygges mere på, og jeg er meget fortrøstningsfuld.

På mandag tager I på træningslejr i Tyrkiet. Hvad er dine forventninger til turen?

- For det første bliver det dejligt at komme ned til plusgrader, ha ha. For det andet glæder jeg mig til at komme på græs. Vejret har tvunget os til at spille på kunstgræs hele tiden, og det kan give ekstra ømhed og småskader, da underlaget ikke giver efter.

- Dernæst giver turen os mulighed for at træne de taktiske ting ned i detaljer, hvor man er lidt mere stillestående. Vi kan bedre stoppe og analysere på tingene uden at fryse til is, ha ha. Vi er kommet tættere på den fysisk topform, så vejret, græsset under fødderne og mindre fysisk træning giver plads til andre aspekter. En træningslejr er også god for det sociale. Det er altid sjovt at være af sted med holdet, så den del glæder jeg mig også til.

SM

Simon Makienok glæder sig til at komme på træningslejr sydpå sammen med holdkammeraterne. Foto: Arnason.dk.