
Landsholdsdebut til ung Brøndby-angriber
22.02.2013 09:55
Tre Brøndby-spillere var at finde i truppen, da U18-landsholdet i denne uge krydsede klinger med Island i to venskabskampe på Farum Park.
Svenn Crone, Daniel Holm og Torbjørn Billeskov fik spilletid i begge kampe, og for sidstnævnte var der endda tale om debut i landsholdsdragten.
Uafgjort og smalt nederlag
Det første opgør blev spillet tirsdag aften. De danske talenter kom bagud efter blot 12 minutter, men hentede alligevel 1-1. Svenn Crone startede som højre back, mens de to blågule angribere Daniel Holm og Torbjørn Billeskov kom på banen i løbet af anden halvleg.
Torsdag aften var alle tre Brøndby-talenter med i startopstillingen. Endnu en gang kom Island hurtigt foran, og kort før pausen kom gæsterne på tavlen på ny. I overtiden fik danskerne reduceret til slutresultatet 1-2.
Næste opgave for U18-landsholdet ligger i april, hvor det gælder to hjemmekampe mod Serbien.
Torbjørn Billeskov, som her er i aktion i Reserveligaen, fik landsholdsdebut mod Island i denne uge. Foto: Arnason.dk.