
Billeskov: Altid drømt om landsholdet
22.02.2013 14:33
Da Torbjørn Billeskov tirsdag aften blev skiftet ind i U18-landskampen mod Island, kunne han skrive en ny ting på cv'et: Landsholdsdebut.
1-1-opgøret på Farum Park var således den unge Brøndby-angribers første optræden i rødt og hvidt, og to dage senere blev den fulgt op af endnu en landskamp. Denne gang som en del af startopstillingen.
Torbjørn Billeskov kom til Brøndby IF for blot et år siden, hvor han tog springet fra Nordvest FC, og han havde derfor ikke forventet, at landsholdsdrømmen kunne gå i opfyldelse allerede.
Ærgerlig over brændte chancer
- Det var en fed oplevelse. Jeg har altid drømt om at blive landsholdsspiller, men jeg kom til Brøndby IF i en forholdsvis sen alder, så det har faktisk ikke fyldt så meget i mit hoved. Jeg troede, at det løb var kørt - i hvert fald på så kort sigt, siger Torbjørn Billeskov i spisepausen på gymnasiet i Holbæk, hvor han læser, når der ikke står fodbold på menuen.
- Jeg fik cirka ti minutter i den første kamp, så der var ikke så meget tid til at markere mig, men jeg kløede på og forsøgte at gøre en forskel. Jeg blev selvfølgelig lidt nervøs, da det stod klart, at jeg skulle på banen, men derefter fokuserede jeg bare på at gøre, som jeg plejer.
- I den næste kamp fik jeg de første 55 minutter, og jeg blev rigtig glad, da jeg fik at vide, at jeg skulle starte inde. Det gik egentlig rigtig fint, men jeg brændte to store chancer, så helt tilfreds kunne jeg ikke være. Det ærgrede jeg mig over, men det er stadig vildt fedt, at jeg nu er noteret i landsholdsstatistikken.
U19-holdets Torbjørn Billeskov, som her er i aktion i Reserveligaen, fik landsholdsdebut mod Island i denne uge. Foto: Arnason.dk.