Auri: Talenterne har gjort det rigtig godt

18.02.2013 14:53

Seks spillere i Brøndby-truppen på træningslejren i Tyrkiet er til daglig at finde i Brøndby IF's U19-trup: Andreas Hansen, Kristian Andersen, Andrew Hjulsager, Riza Durmisi, Patrick da Silva og Lebogang Phiri. Midterforsvareren Mads Nielsen skulle have været syvende U19-talent på turen, men han måtte blive hjemme i Danmark på grund af en skade.

Truppen tæller faktisk også Frederik Holst fra U19-truppen, men han har været inde omkring Superligaholdet hele efteråret.

brondby.com satte cheftræner Auri Skarbalius i stævne i Hotel Titanics kaffesalon til en snak om talenterne, deres udvikling samt deres indsats på træningslejren.

Er det af nød eller lyst, at så mange unge er med?

- Først og fremmest er det rigtig vigtigt for klubben, at de bedste unge spillere er med på sådan en træningslejr. Det havde de også været, hvis vi havde haft en bredere trup med flere etablerede spillere. Det er et vigtigt trin i deres udvikling mod at blive Superligaspillere.

- Personligt er jeg også rigtig glad for, at de unge er med. De udvikler sig fra dag til dag og lærer den hårdhed, der skal til for at lykkes på seniorniveau. De har alle et stort potentiale, men nu er det op til dem at bevise, at de kan tage det sidste skridt fra ungdoms- til seniorfodbold.

Hvad giver det jer trænere, at talenterne er med hernede i Tyrkiet?

- Ved at lære de unge så godt at kende, som vi gør her, så får vi mulighed for at teste og vurdere, hvem der kan klare det sidste step, og hvem der ikke kan.

- Det er vigtigt for os trænere, at de ikke trækker vores træningsniveau ned, og den ros skal de unge have. De kommer med god gejst og ikke mindst et højt teknisk niveau, så det er bestemt ikke en svækkelse at have dem med i træningen.

Og hvad giver træningslejren de unge?

- Det, de unge får med herfra, er blandt andet vigtigheden i alle detaljerne. Det gælder om at overholde aftaler både på og uden for banen. Hvornår og hvordan spiser vi, hvornår går man i seng og så videre. Man lærer meget om at leve som en professionel fodboldspiller af at være med her. Samtidig skal de formå at overholde alle de taktiske aftaler på banen, og det kan godt være en udfordring, når niveauet og tempoet er en del højere, end de er vant til.

- Der er også et vigtigt socialt aspekt uden for banen. Hvor stort ansvar tager de unge for, at vi fungerer som et hold socialt? Hvad giver de til holdet uden for banen? Sådan noget finder man også hurtigt ud af, når man er sammen på så intens vis. For de unge gælder det også om at vinde respekten fra medspillerne. Knokler man, og er man seriøs, så får man den rette respekt. Er man ikke professionel, så bliver man til gengæld hurtigt sat på plads af de andre. På den måde tilpasser man sig og finder sin plads i hierarkiet.

Hvor tæt er talenterne på startopstillingen?

- Som tingene ser ud, er der i øjeblikket kort vej til startopstillingen i Superligaen for vores talenter. Det har spillere som Mathias Gehrt, Dario Dumic, Franck Semou og Frederik Holst bevist det seneste års tid. De unge skal gribe chancen, når eller hvis den byder sig. Det er muligt, at der kan vente en debut for en eller flere af dem i den kommende tid, men det kræver, at de unge er gode nok. De bedste på dagen spiller - den holdning har jeg altid haft. Så er det ligegyldigt, om de er 17 eller 34, slutter Auri Skarbalius.

LP PDS

Lebogang Phiri og Patrick da Silva er to af de talenter, der er med i Tyrkiet på træningslejr.