
U17: Flotte mål i 3-2-sejren over AGF
03.12.2013 08:58
Efter en del tætte kampe i efteråret var der fuld gevinst for Brøndby IF's U17-talenter i weekenden. En flot hjemmesejr på 3-2 over AGF gjorde således, at de unge Brøndby-spillere kunne sætte tre point ind på kontoen.
Læs mere om kampen nedenfor, hvor du også finder et link til en video med alle målene.
God moral krydret med flotte langskudsmål
Der var tale om atter en kamp, hvor hele seks førsteårs U17-spillere havde fundet vej til Brøndby IF' startopstilling. Derudover var yderligere tre på bænken, som alle blev skiftet ind - den ene i en uvant rolle som målmand, nemlig angriberen Oliver Carrara.
- Det udviklede sig til en intens og medrivende affære. AGF-holdet er altid en hård nød at knække, og de var som ventet en konstant trussel på omstillinger. Dertil var de farlige på standardsituationer. Vi indledte kampen udmærket, men kom unødvendigt bagud efter en nedfaldsbold efter et langt indkast, fortæller U15-cheftræner Søren Weber Juul, som vikarierede for en sygdomsramt U17-cheftræner John Ranum.
Kort efter AGF's føringsmål udlignede de blågule på et fremragende langskud af Nikolai Laursen, der flot bankede bolden op i hjørnet. AGF-spillerne var dog atter farlige ved en standardsituation, hvor en løs nedfaldsbold igen resulterede i et føringsmål til gæsterne fra Aarhus.
Pausestillingen var 1-2, og forinden måtte Brøndby IF efter et sammenstød udskifte målmand Jacob Pryts med føromtalte Oliver Carrara, der normalt er farlig i den anden ende af banen som angriber. Oliver løste dog den uvante opgave fornemt!
2. halvleg blev ligeledes meget intens med fight og et direkte AGF-hold. Brøndby-talenterne fik udlignet til 2-2 efter et hjørnespark, hvor Andreas Stub fik prikket bolden over målstregen. Glæden voksede yderligere, da Magnus Häuser flot sparkede bolden i kassen på et langskud til slutresultatet 3-2 efter forarbejde af Nikolai Laursen med 10 minutter tilbage på klokken.
- Det var en rigtig dejlig sejr, hvor vi i langt størstedelen af kampen var i boldbesiddelse, men vi havde svært ved at lirke AGF's organisation op, fortæller Søren Weber Juul.
- Jeg glæder mig især over drengenes gode moral. Vi kom bagud to gange og fik tilmed målmanden skadet, og så er det stærkt at hive en sejr hjem alligevel.
Du kan se alle målene fra 3-2-sejren over AGF på Brøndby IF's YouTube-kanal. Du kommer direkte til videoen ved at klikke her.
Du kan også lære U17-talentet Nikolai Laursen bedre at kende via følgende videoer:
- Første Superligatræning for 15-årige Nikolai Laursen
- Lær det 15-årige Brøndby-talent bedre at kende
Brøndby IF - AGF 3-2 (1-2)
0-1: AGF
1-1: Nikolai Laursen
1-2: AGF
2-2: Andreas Stub
3-2: Magnus Haüser
Nikolai Laursen udlignede til 1-1 i 3-2-sejren over AGF. Foto: Arnason.dk.