Smalt U19-nederlag til AGF - se opgørets Brøndby-mål

03.12.2013 15:11

Brøndby IF's U19-talenter var på sejrskurs i lørdagens opgør mod AGF i U19-ligaen, men gæsterne fik vendt kampen på hovedet med to mål i anden halvleg.

Du kan læse mere om kampen nedenfor, hvor du ligeledes finder et link til Brøndby-målet fra opgøret.

Flot forarbejde, flot afslutning

Kampen startede godt for U19-cheftræner Peter Foldgasts tropper. Efter knap et kvarter sparkede Daniel Holm endda de blågule i front.

- Fokus var at holde fast i bolden længere tid end i de seneste kampe og spille den mere op. Det lykkedes til fulde i første halvleg, hvor vi spillede rigtig godt og lavede et flot mål, siger Peter Foldgast med henvisning til det gode forarbejde fra Mathias Andersen og den sikre afslutning fra Daniel Holm.

Fra anden halvlegs start havde Brøndby-talenter flere muligheder for at udbygge føringen. Som halvlegen skred frem, overtog AGF initiativet, og da udligningen blev fulgt op af en scoring i overtiden, kunne gæsterne tage en 2-1-sejr og alle tre point med hjem til Aarhus.

- Anden halvleg begyndte fint, men vi faldt mere og mere sammen, som den skred frem. AGF fik overtaget og lavede et mål efter hjørne - og så laver de et mere i overtiden. Man fristes til at sige, at det ikke var helt fortjent, at de fik den ekstra pind og tog sejren, men det er der ikke noget, der hedder i fodbold. Det er altid vinderholdet, der fortjener det. Så må man kende sin besøgelsestid, lyder det fra Peter Foldgast.

Du kan se Daniel Holms 1-0-scoring via Brøndby IF's YouTube-kanal. Du kommer direkte til videoen ved at klikke her.

Brøndby IF - AGF 1-2 (1-0)
Mål: Daniel Holm

DH

Daniel Holm scorede det blågule mål i nederlaget til AGF. Foto: Arnason.dk.