
Individuel træning giver bonus
22.12.2013 10:10
Ferhan Hasani løber til bolden. Den skruer op over muren i høj fart. Flere af tilskuerne på langsiden er allerede godt på vej op af sædet, da Johan Wiland sætter af. Men FCK-keeperen kan ikke nå op i hjørnet til den 23-årige makedoners velplacerede frisparkshug.
Da situationen udspillede sig i Derbyet mod FC København for snart tre uger siden, var den ikke ny i Ferhan Hasanis hoved. Adskillige gange er han blevet hængende på træningsbanen for at træne ekstra. Afslutninger, dybdeløb, men også kunsten at sparke et frispark i kassen.
En kultur med lyst til at træne ekstra
- Vi træner ret ofte lidt ekstra, når selve træningspasset er slut, og det var dejligt at opleve den ekstratræning give bonus mod FC København. I hvert fald lige i det øjeblik. Efter kampen kunne jeg ikke glæde mig så meget over det, fordi vi tabte, men når det er kommet på afstand igen, er det rart at se, at det virker. Det kommer jeg helt klart til at fortsætte med, siger Ferhan Hasani.
Han er imidlertid langt fra den eneste i Brøndby-truppen, der træner ekstra og får bygget individuelle færdigheder på. Det er blevet en del af træningskulturen på hele holdet, fortæller cheftræner Thomas Frank.
- Vi har fra start forsøgt at opbygge en kultur, hvor spillerne har lyst og 'drive' til ekstra, individuel træning. Når træningen er slut, ser man ofte et antal mellem fem og 15 spillere, der træner ekstra. Nogle af dem er blevet opfordret til det, mens andre selv tager initiativ, forklarer Thomas Frank og tilføjer:
- Det er faktisk et stort fokusområde. Vi sætter tid af til det i trænerteamet og har øvelser klar, så det er både individuel træning, hvor vi sætter det ind i en sammenhæng, men også hvor vi står til rådighed og er omkring dem, når de gerne vil lave noget ekstra. Det er vi meget opmærksomme på. Det kræver hårdt arbejde, hvis man vil blive bedre.
De oplagte fokusområder i den individuelle træning er afslutninger og frispark, men det bliver brugt langt bredere i Brøndby IF.
- Individuel træning kan bruges i langt de fleste parametre af spillet. Det kan være clearinger, halvliggende til de lange pasninger, indlæg, stikninger, vendinger... hvad end der passer til den enkelte spiller. Det er klart, at vores offensive folk eksempelvis skal have masser af afslutninger fra forskellige vinkler - også i forhold til den måde vi gerne vil spille på eller deres udviklingsområder. Den individuelle træning behøver imidlertid ikke at være med bold. Det kan sagtens være ekstra træning i styrkelokalet, hvis det er her, behovet ligger.
- Hvis du vil nå toppen, så skal du bare træne ekstra. Den tanke skal plantes hele vejen ned igennem talentudviklingen. Jeg ved, at de er i fuld gang, og at U15, U17 og U19 har gjort det i flere år. Det skal være en del af vores kultur, at man har lyst til at træne ekstra. Man vil give noget ekstra for at udvikle sig ekstra og blive afgørende. Når spillere som Beckham og Cristiano Ronaldo eksempelvis er blevet så gode til frispark, så skyldes det, at de har trænet ekstra. De har investeret. De har arbejdet hårdt.
Ferhan Hasani med knyttet næve efter sin flotte frisparksscoring mod FC København den 1. december. Foto: Arnason.dk.