Hradecky & Holst: Der var niveauforskel i dag

01.12.2013 22:49

60 dage. Ni kampe. Så længe kørte Brøndby-maskinen uden nederlag. Her til aften blev den stime imidlertid stoppet af FC København, som sejrede 3-1 i Derbyet på Brøndby Stadion.

Efter slutfløjtet var der ingen undskyldninger fra Brøndby-lejren.

Ramte ikke niveauet

- Der var niveauforskel i dag. FC København spillede en god kamp, og vi var knap så gode. Vi har en god trup, men de var stærke i dag. Vi havde snakket om at undgå at falde sammen i kritiske perioder, så det kan ikke undskyldes. Vi ramte ikke niveauet i dag, lød det blandt andet fra Brøndby-keeper Lukas Hradecky.

Nogenlunde samme melding kunne man få fra Frederik Holst.

- FCK ramte et højt niveau og spillede rigtig godt. Til gengæld ramte vi ikke niveauet. Det må vi bare erkende, sagde Frederik Holst, som kort før kickoff gled ind i startopstillingen på grund af en skade til Khalid Boulahrouz i slutningen af opvarmningen.

- Det var lidt hektisk. Fem minutter inden vi skulle løbe på banen, fik jeg at vide, at jeg skulle spille fra start, fortalte det unge Brøndby-talent.

- Jeg vil gerne have så meget spilletid som muligt. Jeg kæmper hårdt til træning, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er stadig ung og har tålmodighed. Mit job er at gøre det så svært som muligt at vælge for Thomas (Frank, red.).

LH

Lukas Hradecky griber ind i feltet mod FC København. Foto: Arnason.dk.