
Frank: En svær kamp under svære betingelser
08.12.2013 23:04
2013 er slut for cheftræner Thomas Frank og co., som kan gå på juleferie i morgen eftermiddag.
Året sluttede med en pointdeling i Haderslev, hvor Alexander Szymanowski kanonerede de blågule i front, inden Niels Lodberg fra SønderjyskE udlignede til slutresultatet 1-1.
Havde muligheden for at tage sejren til allersidst
- Vi tog herover for at jagte tre point, men det var en svær kamp under svære betingelser. Første halvleg var ikke særlig god, og vi smed blandt andet for mange bolde væk. Heldigvis så det bedre ud efter pausen, og selvom det aldrig blev rigtig godt, så havde vi muligheden for at tage sejren til allersidst, siger Thomas Frank.
Det ene point i aftenens kamp mod SønderjyskE betyder, at de blågule overvintrer på fjerdepladsen i en særdeles tæt Superliga. Efterårssæsonen begyndte imidlertid med en placering i den helt tunge ende af tabellen, men med blot ét nederlag i de seneste 11 kampe er Thomas Frank og co. kravlet op i tabellen.
- Det har været en lang rejse. Vi lagde ud med at ligge helt i bund, og nu er vi nummer fire med seks point til nedrykningspladserne. Vi havde en ambition om at være en håndfuld point fra nedrykning, så på mange områder kan vi være godt tilfredse. Når det er sagt, så er der stadig masser af ting, vi skal være bedre til, men nu skal vi holde ferie og koble fra, så vi kan komme tilbage med ny energi og knokle for at fortsætte udviklingen, siger Thomas Frank.
Cheftræner Thomas Frank på sidelinjen under aftenens kamp i Haderslev. Foto: Arnason.dk.